OVERBLIK Hvor mange skal have coronavaccinen, og kan man blive tvunget til at få den?

Helt op mod 70 procent af os skal vaccineres, hvis vi skal have coronasmitten under kontrol, siger ekspert. (arkiv)

Efter lang tid i coronamørket ser det ud til, at en effektiv vaccine snart er klar.

Over hele verden følges medicinalselskabernes kapløb med spænding, og endnu er der ikke nogen, der har sat en dato for, hvornår de første vacciner kan tages i brug.

Men når vi kommer dertil, melder der sig en række spørgsmål, der skal besvares.

For hvor mange skal egentlig prikkes i skulderen, før vi får bugt med pandemien? Og kan man forestille sig, at der bliver indført en form for vaccinetvang?

Det har vi spurgt forskellige eksperter om og giver herunder overblikket:

Hvor mange skal vaccineres?

(Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Det er det helt store spørgsmål, og da regeringen og sundhedsmyndighederne endnu ikke har offentliggjort en vaccineplan, er det fortsat usikkert.

Der er også flere parametre, der spiller ind, når man skal lægge sig fast på, hvor mange der skal stikkes.

Det fortæller Flemming Konradsen, professor i global sundhed ved Københavns Universitet. Der er dog ifølge ham ingen tvivl om, at størstedelen af os skal vaccineres.

- Det kommer selvfølgeligt an på, hvor effektive vaccinerne bliver. Men med de foreløbige resultater, vi har set fra virksomhederne, så skal vi op i størrelsesordenen 60-70 procent af befolkningen. Ellers opnår vi ikke flokimmunitet, så man kan stoppe spredningen på befolkningsniveau.

Hvor mange der skal vaccineres, kommer dog også an på, hvor mange vacciner der er til rådighed.

Herunder kan du se, hvilke vacciner der er på vej, og hvor mange vacciner myndighederne har lavet aftaler omkring.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Hvem skal vaccineres?

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger, at vaccinerne formentlig kommer drypvis. (Foto: © Emil Helms, Scanpix)

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde i tirsdags, at det mest sandsynlige scenarie for udrulningen af covid-19-vaccinen vil være, at Danmark modtager dem drypvis, og "der kan komme 50.000 eller 100.000 i den første runde."

Derfor er det også en stor del af vaccineplanen at bestemme, hvem der skal have vaccinen først, fortæller Flemming Konradsen.

- I første runde, hvor der er et begrænset antal vacciner, så må målet være at beskytte dem, der er mest udsat for svær sygdom og død, og dem der er mest udsat for at blive smittet.

Af logistiske hensyn både i forhold til at begrænse svær sygdom og smittespredning peger han på, at man kan begynde med at vaccinereplejehjem, beskyttede boliger og sundhedspersonale - og derefter folk med underliggende kronisk sygdom.

- Først et godt stykke inde i 2021 og begyndelsen af 2022 vil man have nok doser og logistik på plads til, at man kan dække resten af befolkningen, siger han.

Selvom vi står i en helt ny situation, kan man på flere punkter godt sammenligne den med influenza-vaccinen, da den også er bredt meget længere ud end bare til ældre og sårbare, mener Flemming Konradsen.

Med 260 vaccinekandidater og omkring 10 vacciner i sidste fase af test, står både myndighederne og befolkningen med en uhørt mængde data, vi skal tage stilling til. Vi kan nemlig stå i en situation, hvor en målgruppe får en vaccine, mens andre får en anden på et senere tidspunkt.

Derfor står myndighederne med en kæmpe kommunikationsopgave, hvis vi skal have helt op mod 70 procent af befolkningen vaccineret, forklarer Flemming Konradsen.

- Vi skal have myndighederne meget tydeligt og tidligt på banen for at kommunikere, i hvilke runder forskellige typer vacciner vil blive anvendt og på hvilket grundlag.

Kan man blive tvunget?

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det er ikke usandsynligt, at man kan blive tvunget til at lade sig vaccinere, men om det bliver tilfældet, er endnu for tidligt at sige, fortæller Christoffer Badsen, der er afdelingschef og cand.jur. i Institut for Menneskerettigheder.

- Der skal være et helt klart lovgrundlag, for at man kan tvangsvaccinere. Det vil man ikke kunne rulle ud, uden at der er hjemmel i den nye epidemilov.

- Man lagde op til, at man ville kunne gøre det på afgrænsede grupper i den gamle lov, som blev trukket tilbage, men vi ved ikke endnu, hvordan det bliver i den nye, siger han.

Regeringen kom med et udspil til en ny epidemilov i starten af november, men den fik voldsom kritik af flere partier i Folketinget og interesseorganisationer.

Derfor indkaldte Mette Frederiksen alle partierne i Folketinget til nye forhandlinger, så loven kan komme på plads, inden den nuværende udløber i marts 2021.

Ifølge Flemming Konradsen vil det være kontraproduktivt og ikke have gang på jord, at man fra statslig side tvinger folk til at blive vaccineret.

- Den form for tvang vil bare gøre, at folks modstand bliver større, siger han.

Uden vaccine, ingen adgang!

(Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

Senest har det australske flyselskab Qantas lagt op til, at det kan blive et krav for passagerer at være vaccineret, hvis de vil med på internationale flyvninger.

Og sådan et scenarie kan vi også opleve herhjemme, fortæller Christoffer Badsen.

På det private marked er der nemlig i vid udstrækning mulighed for selv at sætte adgangskrav.

- De private virksomheder har frit slag og kan bestemme, om de vil kræve en vaccine af deres kunder. De har frihed over at udvælge, hvem de ønsker at give serviceydelser til, så længe de ikke diskriminerer på baggrund af race eller køn. De offentlige institutioner skal derimod have en lovhjemmel for at kræve en vaccine.

I Institut for Menneskerettigheder ser man ikke et etisk problem i, at der på den måde kan stilles forskellige krav til borgerne.

- Det er altid en opvejning mellem den personlige frihed og folkesundheden. Så længe der er lovhjemmel for at kunne kræve en vaccine af folk, så ser vi ikke et problem i det. Det er selvfølgelig bare vigtigt, at den vaccine, man kræver af folk, ikke har bivirkninger.

Hvordan skal man vaccineres?

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Vaccineplanen er som tidligere skrevet endnu ikke fremlagt. Regeringen har dog allerede mødt kritik, fordi sundhedsministeren har løftet sløret for, at danskerne skal vaccineres i de samme hvide telte eller mobile centre, der også udfører corona-test.

Det mener Lægeforeningen dog ikke er trygt eller sikkert nok for personer i risikogruppen.

De skal i stedet vaccineres hos egen læge, lyder det.

Og det er Flemming Konradsen for så vidt enig med dem i.

- Når vi i første fase har et mål om at vaccinere de ældre og særligt sårbare, så tror jeg, trygheden og rammerne omkring deres vaccination er meget vigtig. Det værste, der kan ske, det er, at man opnår en stor grad af modstand, skepsis og frygt i situationen. Det er helt afgørende, at de føler sig trygge.

Derfor bør strategien også være flerstrenget og ændre sig over tid, siger han.

- Først senere kan man i bredere forstand gøre brug af almen praksis og eventuelt gøre brug af testcentre, hvor man har pladsen, kendte placeringer og infrastruktur, der gør, at unge, raske mennesker kan stille sig i kø og få vaccinen.