OVERBLIK: Koran-afbrænder og kontroversielle imamer bliver persona non grata

Seks personer nævnes nu med navn og billede som uønskede på ny sanktionsliste.

Her ses to af personerne, der optræder på Udlændingestyrelsens nye sanktionsliste. Bilal Philips til højre og Terry Jones til venstre. (© (c) Scanpix)

Seks personer er som de første havnet på Udlændingestyrelsens sanktionsliste over såkaldte hadprædikanter. De er nu forment adgang til Danmark de næste to år "af hensyn til den offentlige orden".

Listen over navnene er offentlig, men det oplyses ikke, hvilke udtalelser eller handlinger, der har fået Udlændingestyrelsen til at stemple de seks som persona non grata.

De seks personer har med den nye ordning mulighed for at kontakte Udlændingestyrelsen for at få en konkret begrundelse for, hvorfor man er havnet på listen.

Udlændingestyrelsen oplyser, at de ikke vil udtale sig om de individuelle personer, eller fortælle hvilke udtalelser og handlinger, der lægges til grund for de konkrete indrejseforbud.

Flere af personerne har tidligere været i Danmark eller udtalt sig specifikt om Danmark.

Her er listen over de seks personer og de udtalelser og sager, der har vakt opsigt i medierne.

Kamal El-Mekki

Amerikanske Kamal El-Mekki fyldte tilbage i oktober en del i medierne, da han besøgte Danmark. Her skulle prædikanten efter planen afholde seminar tre dage i streg i Professionshøjskolen Metropols lokaler på Nørrebro. Det vakte dog opsigt, for to skoler i Sverige og Norge havde på det tidspunkt allerede afvist Kamal El-Mekki.

En af kritikerne var det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen.

- Det kan ikke være rigtigt, at man på uddannelsessteder i Sverige og Norge siger nej, men på et skattefinansieret uddannelsessted i Danmark må han gerne tale. Metropol er nogle tøsedrenge. Han taler om at dræbe homoseksuelle og frafaldne muslimer. Tænk, hvis der sidder nogen i den sal og lytter og tager det alvorligt, sagde han ifølge TV 2 Lorry.

Efter kritikken valgte Metropol at tilbagekalde tilladelsen til at benytte lokalerne.

El-Mekki kaldes også for"The Black Belt in Dawa", og han har ifølge flere medier opfordret til, at vantro muslimer, der ikke angrer, skal dræbes.

Læs mere fra DR om Kamal El-Mekki:

Bilal Philips (Abu Ameenah)

Bilal Philips.

Et andet navn på listen er jamaicanske Bilal Philips, der også tidligere har været i Danmark. Det skete i 2011, og også dette besøg fik stor omtale i medierne. Forud for besøget var han nemlig blevet nægtet indrejse i Storbritannien og Australien.

DR har tidligere beskrevet, hvordan der på Youtube findes videoer, hvor Bilal Philips fortæller, at han går ind for selvmordsangreb, dødsstraf til homoseksuelle og synes, det skal være legitimt at slå på kvinder.

Kort efter besøget i Danmark blev prædikanten udvist af Tyskland. Udvisningen skete på baggrund af hans tidligere udtalelser, hvor han blandt andet har opfordret til, at der indføres dødsstraf for homoseksuelle.

Tyske myndigheder frygtede, at han vil gentage den type kontroversielle meldinger på tysk jord, og at det vil føre til radikalisering af unge muslimer.

Talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, sagde efterfølgende til BT, at man ville gøre det om, hvis man kunne.

Bilal Philips har til DR sagt, at han føler sig misforstået af medier og politikere.

Læs mere fra DR om Bilal Philips her:

Mohamad bin Abd al Rahman bin Milhi bin Mohamad al Arefe.

Saudien Mohamad al Arefe har også tidligere fået indrejseforbud i Storbritannien og Schweiz, fordi han angiveligt har radikaliseret tre unge muslimer, der er rejst i hellig krig i Syrien. En anklage, han selv har afvist.

I et arabisk tv-program har han ifølge MX tidligere sagt, at danske kvinder gifter sig med hunde og æsler.

- De (Danmark red.) har institutioner, som har at gøre med homoseksuelle, institutioner som har at gøre med dem, der gifter sig med dyr. Hun gifter sig med en hund, et æsel eller lignede. Disse institutioner eksisterer, og hvad der underligt er, at de offentlige institutioner, og de har hjemmesider, og de udgiver magasiner.

Han har blandt andet været på Fyn i 2011, hvor han prædikede for Det Islamiske Trossamfund.

Terry Dale Jones

Terry Jones i september 2010. (Foto: Scott Audette © Scanpix)

Terry Dale Jones er navnet på listen, der skiller sig ud. Han er ikke muslim, men kristen pastor i USA. Manden med biker-overskægget blev kendt i medierne, da han lancerede en kampagne, der havde til formål at afbrænde koraner for at markere ofrene fra terrorangrebet mod World Trade Center 11. september 2001.

Senere fulgte pastoren blandt andet op med flere afbrændinger i protest mod fængslingen af en kristen præst i Iran.

Den 66-årige pastor er også forment adgang i Storbritannien og er på al-Qaedas dødsliste.

Jones er tidligere blevet kritiseret af blandt andet USA's præsident, Barack Obama, mens Forsvarsministeriet har bedt ham holde op med at afbrænde koranen.

I marts 2011 brændte Wayne Sapp, en af Terry Jones' hjælpere, et eksemplar af koranen, hvilket udløste store uroligheder i Afghanistan. I den nordlige del af landet blev mindst 12 mennesker dræbt under urolighederne.

Læs mere fra DR om Terry Jones:

Salman Bin Fahad Alodah

60-årige Salman Bin Fahad Alodah er en sunnimuslimsk prædikant fra Saudi-Arabien. Ifølge Berlingske har han kritiseret stormuftien for at tillade amerikansk militær aktivitet i Saudi-Arabien under den første golfkrig.

Mohammad Rateb Abdalah Al-Nabulsi

Mohammad Rateb Abdalah al-Nabulsi bor i dag i Jordan, men er født i Syrien. Ifølge flere medier har han argumenteret for, at homoseksualitet skal straffes med døden. Den 78-årige syrer har en doktorgrad i arabisk kunst og er forfatter til en lang række bøger om arabisk kultur og islam.

Ifølge New York Post har han argumenteret for dødsstraf til homoseksuelle. Desuden skulle han støtte hellig krig mod jøder.

FAKTA

  • Seks personer er havnet på den offentlige liste over såkaldte hadprædikanter.

  • De har 'udvist en adfærd, der giver grund til at tro, at udlændingen vil udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark'.

  • Personer på listen får et indrejseforbud, der gælder i to år.

  • Udlændingestyrelsen vil løbende vurdere, om indrejseforbuddet skal forlænges.

  • Personer på listen kan bede styrelsen genoptage sagen og få en begrundelse for indrejseforbuddet.

  • Personer på listen kan afvises ved grænsen og straffes ved overtrædelse af forbuddet.

  • Listen er en del af en aftale fra foråret 2016, hvor S, V, DF og K blev enige om en række initiativer rettet mod de såkaldte hadprædikanter.

  • Udlændingestyrelsen vil ikke oplyse, hvilke udsagn eller handlinger, der har ført til, at de seks er havnet på listen-

  • Et research-team med bestående af tre personer med forskellig baggrund indsamler oplysningerne.

  • Derudover undersøges udlændingens rejseaktivitet, da der skal være en vis sandsynlighed for at vedkommende vil indrejse i Danmark.

  • Jurister i et andet kontor foretager efterfølgende en juridisk vurdering af, hvorvidt en person opfylder betingelserne for at blive optaget på den nationale sanktionsliste.

Facebook
Twitter