OVERBLIK Nogle storme har indprentet sig i hukommelsen

I aften rammer stormen Alexander landet. Mange af os husker de seneste storme, Bodil og Allan, men også decemberstormen i 1999 har sat sig fast.

I flere uger kæmpede beboere og redningsfolk mod de voldsomme vandmasser, som blev presset ind i Roskilde Fjord på grund af orkanen Bodil for et år siden. Især Jyllinge-området blev hårdt ramt. (Foto: © Claus Bech, Scanpix)

Vi husker alle Bodil, som hærgede for et år siden, og nogle døjer stadig med eftervirkninger af de mange oversvømmelser på grund af blæsten. Men også Allan i oktober sidste år og orkanen i 1999 husker mange.

Bodil var en kategori 4 orkan, og det samme var Allan 28. oktober 2013 og orkanen 3. december 1999, der ikke har et navn. For at være en kategori 4 skal vindhastigheden være mindst 28,5 meter i sekundet-

I januar 2005 blev Danmark også ramt af en storm i kategori 3, der kaldes en orkanlignende storm med vindhastigheder på mindst 26,5 meter i sekundet., mens stormen Carl 14. og 15. marts i år blev kategoriseret som kategori 1 med vindhastighed på 21 meter i sekundet.

Bodil ramte 5. og 6. december 2013:

En 72-årig kvinde mistede livet, da Bodil ramte landet. Al togtrafik blev lukket i løbet af eftermiddagen 5. december, flere broer blev lukket for trafik og Københavns Lufthavn lukkede.

Den kraftige vind pressede store mængder vand op i to meters højde ind i Roskilde Fjord, og mange huse langs kysten blev oversvømmet. Et år efter Bodil er nogle huse stadig ikke genopført.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde var tæt på at blive oversvømmet.