Ved assisteret selvmord ordinerer en læge et dødeligt middel til en patient, som derefter selv tager midlet. Det er altså patienten selv, der sørger for den handling, der fører til døden.

Denne ordning er lovlig i Schweiz, Østrig og i 11 amerikanske stater, heriblandt Oregon, som var den første stat, der gjorde assisteret selvmord lovligt.

I Oregon blev loven indført i 1998, og det er et krav, at patienten kun har en overskuelig tid tilbage at leve i. I 2022 døde 278 patienter ved hjælp af assisteret selvmord i Oregon.

Ved aktiv dødshjælp er det en anden person, oftest en læge, der giver den dødelige dosis.

Holland er det land, der har den mest vidtgående lovgivning vedrørende aktiv dødshjælp. Det var Holland, der som det første land i verden gjorde aktiv dødshjælp lovlig.

Læger, som har ret, men ikke pligt til at yde dødshjælp, skal i Holland opfylde 'kriterier for forsvarlig pleje'. Disse betyder blandt andet, at lægen skal sikre, at patienten fremsætter en frivillig og velovervejet anmodning flere gange, og at patientens lidelse er uudholdelig og uden mulighed for forbedring. Derudover skal mindst én anden læge være konsulteret, som sikrer, at kriterierne er opfyldt.

I 2022 fik 8.720 hjælp til at dø i Holland, hvilket er 5,1 procent af alle dødsfald. I 2003 var det 1,3 procent af alle dødsfald.

Ud over Holland er eutanasi lovligt i Belgien, Luxembourg, Canada, Colombia, Australien, New Zealand og Spanien. Alle lande, der tillader eutanasi, tillader også assisteret selvmord.

Hvis dødshjælp skal være tilladt, skal man have regler for, hvem der kan få lov til at få hjælp.

Der er to måder at skelne på i de 11 lande, hvor hjælp til at dø er tilladt. Enten skal man have en kendt, terminal prognose, der siger, at man kun har en overskuelig tid tilbage at leve i. Eller også skal man være i en tilstand af stor eller ubærlig lidelse.

Den ene fokuserer på længden af liv, den anden på kvaliteten af liv.

I USA, Australien og New Zealand kræves en terminal sygdom for at få ret til hjælp til at dø.

Her er et overblik over, hvad der er tilladt i de forskellige lande, og hvilke kriterier der skal være til stede. Enkelte kriterier uddybes under grafikken.

I de lande, hvor ubærlig lidelse er nok til at få hjælp til at dø, skelner man mellem fysiske sygdomme og psykiske sygdomme.

I Holland kan man få dødshjælp, hvis man har en psykisk lidelse, som er uudholdelig og uden mulighed for forbedring.

De psykiske og eksistentielle smerter ved nogle personers livssituation kan opleves som lige så livsødelæggende, som fysiske smerter kan, og de er uundgåeligt subjektive, eftersom hver patient har sin egen forståelse af ubærlig lidelse.

Det svære ved afgørelsen er, at psykiske lidelser har langt mindre sikre prognoser, samtidig med at det kan være svært at afgøre, hvordan en videre behandling vil virke.

Derudover kan selve den psykiske lidelse have indflydelse på beslutningskompetencen, så det er usikkert, om patienten reelt giver et informeret samtykke.

I Holland døde 115 personer med en psykisk lidelse ved aktiv dødshjælp i 2022.

I Holland kan man også få dødshjælp, selv om man ikke længere er beslutningskompetent, hvis man har udarbejdet et fremtidsønske - et såkaldt 'forhåndsdirektiv'.

Det skal være udarbejdet, mens man stadig var beslutningskompetent til at sige, at hvis man i fremtiden bliver ude af stand til selv at træffe beslutning og rammes af en lidelse, som er uudholdelig og uden mulighed for forbedring, så ønsker man at afgå ved døden gennem eutanasi.

Det oplagte eksempel er de personer, som rammes af demenssygdomme. I Holland døde 288 personer med en demensdiagnose ved eutanasi i 2022.

12-17-årige børn er også omfattet af retten til aktiv dødshjælp Holland, men sker meget sjældent. I 2022 er én person mellem 12 og 16 år død ved aktiv dødshjælp.

For de 12-15-årige er det i Holland forældre eller værge, der skal give tilladelse, hvis barnet ønsker at dø. De 16-17-årige kan selv bestemme, men forældrene skal involveres i processen.

I 2005 udgav medicinske og juridiske eksperter i Holland den såkaldte 'Groningen-protokol', som vejleder i, hvornår og under hvilke omstændigheder eutanasi kan gives til børn under et år.

Blandt andet er kriterierne her, at der skal være vished om diagnose og prognose, en tilstand af håbløs og ubærlig lidelse, samtykke fra begge forældre og en bekræftelse fra en uafhængig læge.

Fra 2024 er det besluttet at udvide Groningen-protokollens dækningsområde til også at gælde 1-12-årige.

I Danmark er det i dag tilladt at give symptomlindring til patienter, der oplever uudholdelig fysisk lidelse. En læge kan beslutte, at en patient skal have smertelindring, selv om der er en risiko for, at medicinen fremskynder døden.

Dosis øges langsomt, og patienten dør ikke af medicinen, men lindres i den dødsproces, der allerede er i gang. Det er en lægefaglig beslutning og ikke et ønske fra patienten, der afgør, om behandlingen kan gives.

I de tilfælde, hvor det ikke er nok at give symptomlindring, kan der gives såkaldt palliativ sedering. Her sænkes bevidsthedsniveauet med beroligende og angstdæmpende midler, så patienten ikke længere skal opleve svære symptomer.

Denne behandling kan fortsættes, indtil døden indtræder. Der gives kun så meget medicin, at patienten holdes sovende og ikke-lidende. Selv om behandlingen kan fremskynde døden, regnes det ikke for dødshjælp, da det er lægens vurdering, om der er behov for palliativ sedering. Det er ikke patientens ønske.

Patienter har ret til at sige nej til at modtage eller fortsætte med livsforlængende behandling. Det siger sundhedsloven. De sundhedsprofessionelle skal rette sig efter dette ønske af respekt for patientens selvbestemmelse, også selv om det kan være patientens eget formål at dø af den manglende behandling.

Kilder til artiklen: Etisk Råd, euthanasiecommissie.nl, Forbes, statista.com m.fl.

Herunder kan du møde Janus Tarp og Jens Mulvad. De er begge svært handicappede efter en trafikulykke, de var involveret i som børn. Den ene vil gerne leve og er modstander af aktiv dødshjælp, mens den anden ønsker at dø.

Mød Janus Tarp her:

Og Jens Mulvad her: