OVERBLIK Togulykke på Storebælt er den mest dødbringende i 30 år

Få et overblik over 10 af de værste togulykker gennem de sidste 100 år.

Otte personer mistede livet, da et lyntog forulykkede på Storebæltsbroen omkring klokken 7.30 i morges. 16 andre kom til skade.

Det gør ulykken til en af de værste i Danmark de sidste 100 år - og den værste siden 1988.

Få overblikket over 10 af de værste togulykker siden 1919 her.

Tog ramte lastvognstrailer

(Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Dagens ulykke skete, da et lyntog fra Fyn blev ramt af dele fra et modkørende godstog få kilometer fra Nyborg.

Ifølge Havarikommissionen faldt en tom lastvognstrailer af en godsvogn. Den ramte enten toget, eller også kørte toget ind i den. Den endelige årsag til ulykken er dog endnu ikke fastslået.

Ulykke med S-tog i Holte

(Foto: © Martin Lehmann)

Den 7. november 2002 blev en person dræbt og fem personer kvæstet, da to S-tog stødte sammen på Holte Station.

Den dræbte befandt sig i en togvogn, der fik en 10 til 15 meter lang flænge i siden, da S-togene ramte hinanden cirka 200 meter fra perronerne.

To regionaltog kørte sammen

(Foto: © Ernst van norde)

Den 2. marts 2000 kolliderede to regionaltog frontalt ved Kølkær Station på strækningen mellem Herning og Brande, hvor det ene tog holdt stille.

Begge lokomotivførere og en passager blev dræbt i ulykken, hvor det kørende tog ramte det stillestående tog med 116 kilometer i timen.

To dræbt og 20 kvæstet på Hornbækbanen

(Foto: © VIBEKE TOFT)

To lokaltog på lokalbanen fra Helsingør til Gilleleje stødte sammen den 1. maj 1997 ved Firhøj uden for Gilleleje. To personer blev dræbt og 20 såret.

Ulykken skete, da lokomotivføreren i det ene tog lod toget afgå fra Firhøj station, inden det modkørende tog var ankommet.

En dræbt og 70 såret i S-tog

En 25-årig mand blev dræbt og 70 personer blev såret, da to S-tog kolliderede på Dybbølsbro Station i København den 19. august 1991.

Det ene tog blev påkørt bagfra af det andet S-tog.

Ulykken ved Sorø - otte dræbt og 72 kvæstet

(Foto: © Polfoto)

Når der bliver talt om dagens ulykke på Storebæltsbroen som værende den værste i 30 år, er det denne ulykke, der bliver sammenlignet med.

Den 25. april 1988 blev otte mennesker dræbt og 72 kvæstet i Sorø, da et tog kørte af sporet med mere end 100 kilometer i timen.

Passagertog kørte sammen med materieltog

(Foto: © PEDERSEN PEER)

Den 9. september 1983 kørte et materieltog fra København sammen med et modkørende passagertog fra Frederikssund.

Togene kørte sammen ved Toftholmvej-viadukten ved Stenløse Station. Tre personer mistede livet, og 20 personer kom til skade.

S-tog kørte ind i holdende tog

(Foto: © Morten Langkilde)

Den 7. september 1973 kørte et S-tog fra Hillerød ind i et holdende tog ved indkørslen til Østerport Station.

To personer mistede livet i ulykken, og 23 personer slap med skader.

Nordjyden kolliderede med lyntog

(Foto: © Arne Bloch)

Den 10. august 1967 blev 11 personer dræbt og 47 såret, da to lyntog kolliderede.

Lyntoget Nordjyden kørte op i det holdende Sydvestjyden uden for Odense.

Vigerslev-ulykken

(Foto: © HOLGER DAMGAARD)

Vigerslev-ulykken er den værste togulykke, der har fundet sted i Danmark, de sidste 100 år. Ulykken fandt sted den 1. november 1919 ved Vigerslev i den københavnske bydel Valby.

Et eksprestog fra Korsør kørte med voldsom kraft ind i de bagerste vogne på et tog fra Kalundborg. Toget fra Kalundborg holdt stille på grund af en nødopbremsning, da et barn havde åbnet døren og var faldet ud på skinnerne.

40 personer mistede livet i ulykken, og knap 30 personer blev hårdt kvæstet.

Kilder: Ritzau, Politiken, DR