Overborgmester lover: Spildevand kommer ikke direkte i Øresund

Efter massiv kritik ryger 290.000 kubikmeter spildevand alligevel ikke ud i havet som planlagt.

Der bliver ikke ledt spildevand ud fire kilometer ude i Øresund alligevel, lover overborgmester Frank Jensen. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der kommer ikke til at blive udledt urenset spildevand i Øresund. Sådan lyder løftet fra Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Det sker efter flere ugers kritik, fordi forsyningsselskabet Hofor ville udlede 290.000 kubikmeter spildevand direkte i havet.

- Jeg er glad for at kunne sige, at den planlagte udledning af spildevand, der kun er mekanisk renset, nu er aflyst. Nu forpligter Københavns Kommune og Hofor hinanden på at forsøge at finde en løsning, siger Frank Jensen i en

pressemeddelelse
.

Hele problematikken omkring spildevandet startede på grund af et nyt byggeri i Nordhavn.

Her skal der opføres bygninger hen over Hofors kloakledning i området, Lynetteledningen. Men ledningen er ikke bygget til at kunne klare vægten af byggeri, og arbejdet betyder derfor, at hovedspildevandsåren er lukket ned på grund af nybyggeriet.

Derfor ville man over fem dage udlede vandet fire kilometer ude i Øresund.

Men nu slipper badegæsterne måske for at møde deres egne efterladenskaber, når de hopper en tur i havet.

- Vi har kæmpet i årtier for at opnå det lækre, rene

badevand
i Københavns Havn, og det vil vi kæmpe videre for – derfor vil vi selvfølgelig undgå ethvert udslip, som vi selv har kontrol over, siger overborgmesteren i
pressemeddelelsen
.

To løsninger

Hos Hofor arbejder man lige nu på højtryk for at finde en løsning på problemet.

Og man har lige nu to konkrete ideer på bordet, fortæller Ole Fritz Adeler, der er forsyningsdirektør hos Hofor.

- Vi har travlt. Skitsen er endnu ikke klar, men vi regner med, at vi kan præsentere en idé allerede i løbet af den næste måned, siger han.

Den ene ide handler om, at selskabet, som bygger ude i Nordhavnen, ændrer deres konstruktion af byggeriet, så spildevandsledningen ikke bliver påvirket.

- Den anden idé er en transportløsning. Kort fortalt, skulle vi pumpe spildevandet fra et sted i systemet til et andet. Derfor skulle der ligge ledninger på vejene i nogle dage, og det skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan det logistisk kan lade sig gøre, siger han.

Professor i miljøret Peter Pagh har tidligere undret sig over forløbet. Få hans vurdering af sagen i klippet her:

Hofor: Vi har købt os mere tid

Tidligere har der også været tale om, at man kunne flytte vandet i store tanke. Men den ide er man igen gået væk fra.

- Vi taler om 290.000 kubikmeter vand. Vores

slamsugere
kan have ti kubikmeter i dem. Det betyder, at der skal køre omkring 20.000 lastbiler i de dage, og det er heller ikke særligt godt for miljøet, lyder det.

Den endelige løsning skal Hofor finde i samarbejde med Københavns Kommune, AP Pension og bygherren.

Hvorfor har I ikke lagt de her idéer på bordet meget tidligere i processen?

- Vi har fået købt os noget mere tid med udskydelsen. Når tiden er knap, er der ikke det store rum i løsninger. Men tidsfristen for bygherren er blevet rykket, og lige nu har vi et rigtig godt samarbejde med kommunen og bygherren, lyder det fra forsyningschefen.

Facebook
Twitter