Overborgmester om Lynetteholm: Kinder-ægget er knust

Visionen om gratis ringvej og metro er ikke længere realistisk, mener Københavns overborgmester.

Overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen, vil have staten til at betale for i hvert fald en del af en ny ringvej, efter det er kommet frem, at Lynetteholm-projektet næppe vil kunne betale for ringvejen. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Det kræver en milliardindsprøjtning fra statskassen, hvis den kunstige halvø Lynetteholm skal have metroforbindelse, og hovedstaden samtidig skal forsynes med en ny østlig ringvej, der skal tage toppen af trængslen.

Det budskab sender Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), nu afsted mod Christiansborg. Det sker, efter flere transportøkonomer har vurderet, at det er usandsynligt, at det samlede Lynetteholm-projekt kan betale sig selv.

- Jeg forventer selvfølgelig, at staten bidrager med midler til at lave sådan en ringvej rundt om København, så vi kan få trafikken ledt uden om byen. En statsvej er selvfølgelig også et anliggende for en statslig medfinansiering eller finansiering, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Lynetteholm blev ellers lanceret som et selvfinansierende ”kinder-æg” i 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den tidligere overborgmester i København, Frank Jensen (S).

Det skete med henvisning til, at den kunstige halvø skulle løse tre store udfordringer for hovedstaden uden, at det skulle koste skatteborgerne en krone.

Halvøen skulle udgøre en del af stormflodssikringen af København, samtidig med, at der blev plads til titusindvis af boliger og arbejdspladser. Og desuden skulle salget af ejendomme og byggegrunde på halvøen betale for en metro og en ringvej, som skulle afhælpe trængslen i den københavnske trafik.

- Vores udgangspunkt er - og det tror vi på - at det samlede projekt kan finansieres af egne indtægter. Det vil sige uden udgifter for skatteyderne, sagde Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.

Men den vision kommer ikke til at holde, mener Sophie Hæstorp Andersen (S) i dag.

- Lynetteholm blev født som et kinderæg, hvor man måtte forstå, at alt kunne finansieres via salg af byggegrunde, når halvøen først var der. Den fortælling er vi ikke mere i. Den er knust, slår overborgmesteren fast.

I sidste uge oversendte Transportministeren nye beregninger til Folketinget, der viser, at det mest sandsynlige overskud fra Lynetteholm vil ende på omkring 17,7 milliarder kroner. Men forundersøgelser viser ifølge to professorer i transportøkonomi, at det langt fra vil være nok til at betale for både en metro og en ringvej.

- Så siger de tal der ligger, at så kommer der ikke penge nok ind fra grundsalg, og det vil sige, at man skal ud og finde i hvert fald 5 milliarder kroner et andet sted. Så er det ikke selvfinansierende, siger Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet.

Transportminister Trine Bramsen (S) har ikke ønsket at stille op til interview med DR om sagen, men påpeger i en mail, at der sket flere ændringer, siden Lynetteholm-projektet blev præsenteret.

- De forundersøgelser, som er beskrevet i principaftalen er blevet gennemført, hvorfor der er et andet vidensgrundlag nu, skriver ministeren og fremhæver, at der først om halvandet år bliver taget endelige beslutninger om metro og ringvej til Lynetteholm.

Folketinget har afsat penge – men kun til låns

Sidste år besluttede Folketinget i en ny infrastrukturaftale at reservere 12,7 milliarder til at sætte gang i byggeriet af infrastruktur til Lynetteholm. Og i februar skrev transportministeriet i et svar til Folketinget, at man med de 12,7 kunne finansiere 'den nødvendige infrastruktur til Lynetteholm.'

Men læser man infrastrukturaftalen, kan man også se, at pengene forventes at blive tilbagebetalt til staten, når der kommer indtægter fra salget af grunde på Lynetteholm.

Ifølge overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er statens udlæg dog heller ikke nok, da alene en ringvej ifølge forundersøgelsen løber op i mellem 17 og 19 milliarder kroner. Derfor mener hun, at der skal hives et permanent milliardtilskud op af statskassen.

- I København kæmper vi for at løse udfordringerne med mere trængsel. Det kræver en østlig ringvej, hvor vi leder trafikken uden om byen, siger overborgmesteren.

Christiansborg mener Enhedslisten, der står uden for aftalen om Lynetteholm, at regeringen må melde klart ud om økonomien i projektet.

- Man bliver nødt til at være ærlig og fortælle københavnerne ikke mindst, men jo også befolkningen i al almindelighed, at det her er et højrisikoprojekt. Og at det er muligt, at der ender en regning ved skatteyderne i milliardklassen, siger partiets transportordfører, Henning Hyllested.

Anlægget af halvøen gik i gang i januar i år. Ifølge Transportministeriet skal byudviklingen af Lynetteholm være færdig i løbet af 2060’erne.