Overborgmester om milliard-museum: Vi betaler grunden

Københavns Kommune vil dog ikke finansiere selve byggeriet af FN-museet.

Overborgmester, Frank Jensen (S), har begejstret over, at FN støtter op om et nyt museum i Danmark. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Overborgmester i København, Frank Jensen (S) er meget begejstret over, at FN officielt støtter, at der skal bygges et FN-museum i København, som skal stå færdigt i 2022 til en anslået pris på mere end en milliard kroner.

Det fortæller han til DR Nyheder.

- Det er en fantastisk nyhed, at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon bakker op om at placere et FN-museum i København. Opbakningen er et stort skridt i forhold til at realisere det og få det bygget, så det kan stå færdigt i 2022, siger Frank Jensen

Overborgmesteren fortæller, at kommunen har været med hele vejen, efter den frivillige gruppe UN Live Museum Association i 2014 begyndte at arbejde med projektet.

- Jeg var selv medunderskriver af et brev - sammen med fritids- og kulturborgmesteren - vi sendte til FN i 2015, hvor vi også tilkendegav, at vi bakker op fra politisk hold i kommunen, siger Frank Jensen.

Staten skal stå for driften

Københavns Kommune støtter også økonomisk op om projektet, hvor ligeledes udenrigsministeriet er inde over.

- De drøftelser, vi har haft med udenrigsministeriet indtil videre, er, at kommunens bidrag er en grund, og at staten og udenrigsministeriet skal stå for driften. Selve byggeriet, som skal være på et højt internationalt niveau både arkitektonisk og indholdsmæssigt, skal finansieres via private donerer, siger Frank Jensen.

Hvorfor skal staten lægge penge i projektet?

- Det er ikke et københavner-museum som sådan, det er et FN-museum med national betydning, så det er derfor, at staten så aktivt er gået ind i det.

Hvorfor skal det her museum ligge i København?

- Jeg er sikker på, at man kan lave et spændende museum, som ikke kun skal være en historisk tidslinje over FN, men meget mere om, hvad vi skal gøre i fællesskab med nationerne i mellem i fremtiden. Det skal give et bud på, hvordan vi skal få en bedre verden med bæredygtighed, stabilitet og fred, og det er der brug for mere end nogen sinde at få stærkt forankret i et museum, siger Frank Jensen.

Facebook
Twitter