Overfald på Papes kæreste: Ishockeyfan fængslet frem til 30. maj

Justitsministerens forlovede blev natten til torsdag udsat for et overfald.

(ARKIV) Den konservative formand, Søren Pape Poulsen (t.v.), sammen med vise sin kæreste Josue Vasquez ved det konservative landsmøde i 2004. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

En 34-årige ishockeyfan fra Slovenien er blevet fængslet for et voldeligt overfald mod justitsminister Søren Pape Poulsens (K) mandlige forlovede.Det oplyser Københavns Byret fredag til Ritzau.

Manden er sigtet for både vold og hadforbrydelse.

Varetægtsfængslet

Episoden, han er mistænkt for, fandt sted natten til torsdag omkring klokken 03.30 ud for LA Bar på Gammel Mønt i det centrale København.

Her skal den 34-årige ifølge sigtelsen have slået Josue Vasquez med knyttet hånd i ansigtet og sagt "I don't like homoes".

Da manden torsdag blev stillet for en dommer, nægtede han sig skyldig.

Ikke desto mindre blev han varetægtsfængslet frem til 30. maj.

Husker ikke meget

Inden da havde han forklaret, at han kom til Danmark i mandags med nogle venner for at se VM i ishockey.

Torsdag aften havde han været i byen i København. Han var fuld, og på et tidspunkt kom han op at skændes med en person.

Den sigtede husker efter eget udsagn ikke så meget, men han afviser at have slået med knyttet næve. Muligvis slog han på en anden måde.

Desuden hævder han, at Josue Vasquez gav igen - at han slog den sigtede i ansigtet. Den 34-årige afviser at have noget imod homoseksuelle.

Derfor nægter han også at have sagt, sådan som politiet nu påstår.

Rettelse:

I en tidligere version af artiklen fremgik det ifølge Ritzau, at en dommer i Københavns Byret ikke fandt begrundet mistanke om, at manden overfaldt Josue Vasquez på grund af hans seksuelle orientering.

Dette er ikke korrekt, oplyser Ritzau nu.

/ritzau/

Facebook
Twitter