Overgravet kabel bremser togtrafikken på Fyn og Sjælland

Togene har holdt stille, mens Banedanmark har forsøgt at finde fejlen. Togbusser er blevet indsat.

Det vides endnu ikke, hvornår togene kan køre igen (arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et overgravet kabel i nærheden af Ringsted Station har tvunget togene til at holde stille på flere ruter på Fyn og Sjælland.

Togene er dog så småt begyndt at køre igen, oplyser DSB på sin hjemmeside.

TIdligere kørte der ikke tog mellem Høje Taastrup og Odense, Høje Taastrup og Kalundborg samt Høje Taastrup og Næstved.

- Der er et kabel, som er blevet overgravet i forbindelse med noget sporarbejde, sagde pressevagten ifølge Ritzau.

- Vi opdaterer DSB.dk og på Rejseplanen så snart, der er nyt, lød det.

Kort før klokken 19 kunne DSB så oplyse på sin hjemmeside, at der er indsat supplerende togbusser direkte mellem Høje Taastrup og Odense samt i den modsatte retning, og at de allerede var på plads.

Lidt efter klokken 19 kan DSB så oplyse, at togene så småt kører igen, men at det vil være med store forsinkelser og aflysninger.

Risiko for strejke mandag

I forvejen skal rejsende forberede sig på, at der kan komme forsinkelser mandag. En gruppe medarbejdere har sendt en anonym pressemeddelse til Ekstra Bladet, hvori de varsler strejke.

Det sker på baggrund af uenigheder om løn og afskedigelse af tillidsfolk.

Derfor har DSB opfordret passagerer til at stå tidligere op mandag morgen.

Det er dog stadig uvist, om det overgravede kabel vil påvirke trafikken mandag.

Facebook
Twitter