Overgreb i kirke undersøges ikke

Den katolske biskop i Danmark kritiseres, fordi han ikke vil undersøge påstande om seksuelle overgreb.

Den katolske biskop Czeslaw Kozon kritiseres for, at han ikke har undersøgt påstande om seksuelle overgreb. (Foto: fra TV-bånd © DR)

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, bliver udsat for massiv kritik, fordi han ikke vil undersøge gamle sager om seksuelle overgreb.

Ifølge Kristeligt Dagblad har han kendskab til fire eller fem tilfælde af overgreb fra 1980'erne eller tidligere. Sagerne er ikke sendt til politiet, fordi ofrene ikke har ønsket det, og fordi præsterne enten er døde eller taget ud af tjeneste.

Ingen konkrete anklager

Czeslaw Kozon understreger, at der ikke har været rejst konkrete anklager.

- Jeg ved næsten ingenting om det. Nogle kommer og siger år efter, at præsterne er døde, at der har været et eller andet, men det er umuligt at efterforske. Ingen har vist interesse i at efterforske. Kun har det været sagt, at der har været et eller andet. Hvis det kommer frem årtier efter, kan man dårligt gøre noget ved sagen, siger han til DR Nyheder.

Overtræder loven

Men professor og dr. jur. ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher mener, at biskoppen muligvis overtræder loven, når han for eksempel lader det være op til ofrene selv at bestemme, om sagerne skal meldes til politiet.

Og kritikken tager den katolske biskop til efterretning.

Hvis nogen kommer og siger, at det ikke er nok, og det bliver bekræftet af myndighederne, er det da klart, at jeg vil handle anderledes, siger Czeslaw Kozon.

Facebook
Twitter