Overlæge om transkønnede børn: 'Vi ser rigtig meget angst og depression'

Hormonbehandling kan afhjælpe mange psykiske problemer, siger overlæge på sexologisk klinik.

- Vi ser rigtig meget angst og depression, selvmordstanker og endda selvmordsforsøg i den her gruppe. Ved at behandle transkønnetheden, så afhjælper man mange af problemerne, siger overlæge Mette Ewers Haahr. (© (c) DR)

Selv om tre piger de seneste tre år har fortrudt, at de har fået testosteron for at skifte køn, så er det i mange tilfælde det rigtige at behandle børn og unge med det mandlige kønshormon, hvis de ønsker at gå fra dreng til pige eller omvendt.

Det mener Mette Ewers Haahr, der er overlæge på Sexologisk Klinik i København, hvor børn og unge bliver udredt, hvis de ønsker at skifte køn.

- Vi ser rigtig meget angst og depression, selvmordstanker og endda selvmordsforsøg i den her gruppe. Ved at behandle transkønnetheden, så afhjælper man mange af problemerne, siger hun.

De seneste fem år er næsten 500 børn blevet henvist, fordi de ønsker at blive udredt til hormonbehandling, og de seneste tre år er 159 blevet behandlet med hormoner, kan DR blandt andet fortælle i dokumentaren 'Jeg vil ikke være pige, mor'.

De tal har fået politikerne opad stolen, og der bliver efterspurgt mere viden om behandlingen af transkønnede børn.

- Jeg synes på en eller anden måde, at det er tragisk og efterlader os politikere med en masse dilemmaer. Man kan jo se, at det er børn helt ned til 11-års alderen, der modtager hormoner med henblik på kønsskifte, lyder det blandt andet fra Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

Overlæge: Gavnlige effekter, men også bivirkninger

Trods dilemmaerne er Mette Ewers Haahr fra Sexologisk Klinik ikke i tvivl om, at det er det rigtige at tilbyde hormonbehandlingen.

- Jeg synes, at vi hjælper så mange flere end dem, som fortryder. Det er et ægte dilemma, hvor vi tilbyder en behandling i sundhedsvæsnet, som har en hel masse gavnlige effekter, men også nogle bivirkninger, da de ikke skulle have været sat i gang, siger hun.

Hvordan kan du være sikker på, at dem, du henviser til hormonbehandling, ikke fortryder senere hen?

- Det kan jeg heller ikke være 100 procent sikker på. Vi behandlere har ingen chance for at sikre os, at dem, vi henviser til hormonbehandling, ikke fortryder. Vi kan kun gøre det så godt, vi kan, og få den unge til at reflektere. De skal forstå, hvad de går ind i, og at det er livslangt, siger Mette Ewers Haahr.

'Bemærkelsesværdig' kønsforskel

En anden problematik, når man taler om kønsskifter, er, at der er langt flere børn født som piger end drenge, som tager beslutningen. Overlægen fortæller, at der er tre gange så mange piger som drenge, der vælger at få behandling.

- Det kan vi godt blive lidt bekymrede for. Det er en rigtig bemærkelsesværdig kønsforskel, siger hun.

Der kan være forskellige årsager til denne forskel, forklarer Mette Ewers Haahr, som blandt peger på, at det er nemmere at springe ud som dreng, når man er pige end omvendt.

- Vi kan dog være lidt bekymrede over, at det ikke er hele forklaringen. Hos nogle af de piger, der kommer, kan vi godt være lidt bekymrede for, om det virkelig er det at være dreng inden i, som er styrende. I stedet kan vi godt få den mistanke, at det er et fravalg af det feminine, som er grunden til kønsskiftet, siger overlægen.

Sådan udredes transkønnede børn og unge til behandling

  • Transkønnede børn og unge skal igennem en lang proces, før de kan tilbydes behandling.

  • De skal først henvises af egen læge til Sexologisk Klinik i København.

  • Her skal de skal have mindst fem samtaler, samtidig henvises de til Børne- og Ungepsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital.

  • I løbet af udredningen udforsker man patientens kønsidentitet, kropsdysfori (følelsen af at ikke kunne være et helt menneske i den krop, man er født med, red.) og kønsudtrykket.

  • Udredningen består også af intelligenstest, gennemgang af udtalelser fra skolen, udfyldelse af spørgeskemaer og undersøgelse af, om der er psykiatriske diagnoser (skizofreni, autisme osv.) i spil.

  • Herefter drøftes den unges sag på en fælles konference for læger og psykologer fra Sexologisk Klinik, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center samt Klinik for Vækst og Reproduktion.

  • Hvis der ikke er noget, der forhindrer den unge i at gå videre i forløbet, henvises man til Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.