Overlæge opfordrer til motion under coronakrisen: Sådan påvirker 14 dages inaktivitet din krop

14 dages stillesiddende arbejde kan få negative konsekvenser for kroppen.

Siden onsdag klokken 10 har forsamlinger på mere end 10 personer i det offentlige rum ikke været tilladt.

Den seneste uge har det været mere vanskeligt at få rørt sig end normalt. Fitnesscentre, sportsklubber og svømmehaller er efter myndighedernes anbefalinger lukket for at forhindre spredningen af coronavirus.

Store dele af Danmark er lukket ned, og flere danskere har omdannet en del af stuen til et hjemmekontor.

Det betyder også, at mange ikke længere får dyrket den samme mængde motion, som de er vant til. Der er ingen cykeltur til arbejdet, ingen yoga-time og heller ingen svømmetur.

Og selv 14 dages hjemmearbejde og inaktivitet kan hurtigt få negative konsekvenser for ens krop.

Det fortæller Bente Klarlund Pedersen, overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet, i DR-programmet Lægens bord.

Hun har undersøgt, hvad der sker i kroppen, hvis man er meget stillesiddende i to uger.

- I forsøget udviklede raske forsøgspersoner en slags prædiabetes. De tabte muskelmasse, fik fedt omkring de indre organer, udviklede insulinresistens og fik fedt i blodet, siger hun.

'Bør ikke sidde ned hele tiden'

Bente Klarlund Pedersen pointerer, at det er vigtigt, at man passer på sig selv af hensyn til hele samfundet.

Og det gør man blandt andet ved at lade være med konstant at sidde ned. For vores kroppe er bygget til at bevæge sig i flere timer i løbet af en dag.

- Man skal løbende rejse sig op og lave nogle benløft. Men man kan også downloade nogle apps, hvor man kan få hjælp til nogle øvelser derhjemme, siger hun.

Hvis man holder behørig afstand til andre, så anbefaler Bente Klarlund også, at man går en tur. Så længe man tager sine forholdsregler og holder afstand.

- Hvis man ikke er i karantæne og tør at gå ud, så er det rigtig godt at tage en rask gå- eller løbetur, hvis man holder stor afstand til hinanden.

Gå en tur, men hold afstand

Også politiet har sagt, at det fortsat er en god idé med en gåtur udenfor, så længe man holder sig væk fra store forsamlinger og populære mødesteder.

Onsdag blev forsamlinger på flere end ti personer i det offentlige rum nemlig forbudt for at hindre smitte med coronavirus.

- Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil ud og nyde det gode vejr. Det er også helt i orden. Man må gerne gå eller løbe en tur, sagde chef for Rigspolitiet Thorkild Fogde i går.

- Men hold afstand til hinanden, når I færdes derude. Hvis der allerede er mange i et område, så gå et andet sted hen. Bente Klarlund Pedersen svarede på flere spørgsmål om coronavirusset i programmet Lægens bord. Det kan du se her.