Overrasket og frusteret Zornig efter dom: Det er simpelthen så urimeligt

Landsretten idømmer debattør Lisbeth Zorning og hendes mand en bøde på 50.000 kroner for menneskesmugling.

I marts kørte sagen mod debattør Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand Mikael Rauno Lindholm ved Retten i Nykøbing Falster. Nu har Østre Landsret taget stilling i sagen om menneskesmugling. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2016) (Foto: Claus bech © Scanpix)

Frustreret. Rystet. Overrasket.

Det er nogle af de ord, debattør Lisbeth Zornig Andersen bruger om den dom, Østre Landsret i dag har afsagt.

- Jeg er dybt overrasket og frustreret over, at vi bliver dømt for noget, som man i Aarhus Ret har frikendt to politikere for. Det er simpelthen så urimeligt, siger hun.

Østre Landsret har i dag idømt Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand, Mikael Rauno Lindholm, en bøde på i alt 50.000 kroner for menneskesmugling. Dermed skærper landsretten dommen fra byretten, hvor parret blev idømt bøde på i alt 45.000 kroner.

Lovovertrædelserne skete 7. september sidste år. Her hjalp det dømte par parret seks syrere med transport fra Rødbyhavn til Kastrup Station. Ifølge retten hjalp parret dermed med ulovligt ophold og transport i Danmark.

Lisbeth Zornig Andersen havde selv anket byrettens dom med henblik på frifindelse.

At dommen i stedet bliver skærpet er ifølge debattøren urimeligt. Særligt set i lyset af udfaldet i en lignende sag fra Aarhus, hvor Enhedslistens byrådsmedlem Maria Sloth og en anden kvinde for nylig blev frifundet for menneskesmugling.

- To politikere i Aarhus blev frifundet for noget, der faktisk er grovere end det, vi har gjort. Og det undrer mig dybt. Og det kan jeg ikke tage andet end personligt, siger hun.

Nu overvejer Lisbeth Zornig, om hun skal søge Procesbevillingsnævnet om lov til at tage sagen til Højesteret. Det skal ske af hensyn til de øvrige sager om overtrædelse af udlændingelovens §59 om menneskesmugling, der venter.

- Nu kan jeg frygte, at der er en lang række sager, som bare bliver ekspederet, og så får folk en masse bøder, uden at skylden egentlig er bevist. Så derfor overvejer vi lige nu, om vi skal prøve at søge Procesbevillingsnævnet om at gå til højesteret, siger hun.