Overvågning af danskernes internetbrug er eksploderet

Danskeres brug af mobil eller internet registreres i gennemsnit mere end en gang i minuttet.

Vi overvåges mere end en gang i minuttet, når vi bruger smartphonen eller computeren til at gå på nettet. (© Scanpix Iris)

Hver dansker registreres i gennemsnit mere end en gang i minuttet på enten mobil eller internet.

Samlet set giver det 3,5 billioner årlige registreringer, hvilket er omkring en firedobling på bare et år, viser nye tal fra Teleindustrien ifølge Information.

Mere end 90 procent af registreringerne er overvågning af danskernes internetbrug - den såkaldte sessionslogning - som ifølge en evalueringsrapport fra Justitsministeriet fra 2012 har vist sig at være stort set nyttesløs, da hverken politiet eller PET bruger den i særligt stort omfang:

- De regler, der er om logning af internettrafik, har medført en eksplosionsagtig vækst i antallet af registreringer, som teleselskaberne skal opbevare. Det betyder en ret indgående overvågning af vores kunder, som ikke har haft nogen værdi for politiets efterforskning.

- Det er mildest talt ikke proportionalt, siger Jakob Willer, der er direktør i Teleindustrien, til Information.

Ministerium: Revision af loven

En revision af loven om den omfangsrige internetovervågning er på trods af pres fra flere sider gentagne gange blevet udskudt med henvisning til en reform fra EU, som der dog stadig ikke er sat tidsfrist på, skriver avisen.

Men over for Information oplyser Justitsministeriet nu, at man uanset tidsplanen for EUs kommende reform senest i den næste folketingssamling vil fremsætte et lovforslag om en revision af loven.

Ministeriet afviser at kommentere, hvad en sådan revision skal indeholde.

R: Skal begrænses

Venstre og Enhedslisten ønsker et stop for sessionslogningen, og både SF og Radikale Venstre åbner for første gang op for en afskaffelse af sessionslogningen, skriver Information.

- At der er eksploderet så meget, det kommer bag på mig. Det er et vink med en vognstang om, at vi skal se på, om vi ikke kan begrænse det mere, siger retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) til avisen.

/ritzau/

Facebook
Twitter