P-piller gør det lettere at blive gravid

Ny forskning viser, at p-piller ikke skader chancerne for senere at blive gravid - snarere tværtimod

Ny forskning viser, at kvinder, der tager p-piller over en årrække, ikke efterfølgende har sværere ved at blive gravid. (Foto: Colourbox)

Selv mange års forbrug af p-piller går ikke ud over evnen til at blive gravid, hvis man vil have børn på et senere tidspunkt.

Den viser den hidtil største undersøgelse af området, som omfatter 3.727 danske kvinder i alderen 18 til 40 år.

Kvinders frugtbarhed kan blive nedsat i de første måneder, efter at de holder op med at bruge p-piller. Men det gælder ikke på den lange bane, viser undersøgelsen.

- P-pillerne bruges ofte gennem mange år, fordi kvinderne i dag starter tidligt og samtidig vælger at få børn senere i livet. Derfor er det vigtigt at kende de langsigtede konsekvenser i forhold til muligheden for senere at få børn, siger seniorforsker Ellen Mikkelsen om undersøgelsen.

Sammen med kolleger ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital står hun bag den hidtil største undersøgelse af sammenhængen mellem langvarigt p-pilleforbrug og evnen til at blive gravid.

Deltagerne i undersøgelsen har i gennemsnit spist p-piller i syv år, og ifølge Ellen Mikkelsen ser det ud til, at kvinder, der har taget p-piller gennem en årrække, har en smule lettere ved at blive gravide end kvinder, der kun har taget p-piller i højst to år.

Undersøgelsens resultater er netop offentliggjort i det anerkendte internationale tidsskrift Human Reproduction.

/ritzau/