P-vagter parkerer på handicapplads

Flere P-selskaber giver deres medarbejdere et kort, så de ansatte kan undgå bøder for at parkere ulovligt.

En ansat i Q-Park har benyttet sit medarbejderkort til at parkere i en bås forbeholdt handicappede. (© DR)

Når private selskaber administrerer parkeringspladser, kan de selv lave reglerne for, hvem der må parkere på handicappladserne.

P-selskaberne Q-Park og Europark har givet deres medarbejdere et medarbejderparkeringskort - et såkaldt håndværkerkort - som de ansatte kan sætte i bilens forrude og dermed undgå bøder for at parkere ulovligt.

- Kortene betyder, de ansatte kan holde på de pladser og måske også holde lidt 'aparte', siger driftsleder i Q-Park, Flemming Villadsen til DR Nyheder.

Holdt på handicapplads

Det er forskelligt, hvordan medarbejderne i parkeringsselsskaberne benytter deres medarbejderkort. For eksempel har en ansat fra Q-Park benyttet sig af sit parkeringskort til at holde parkeret på en handicapplads ved Randers Sygehus.

Stig Langvad fra Danske Handicaporganisationer er forarget over, at de særlige handikappladser bliver optaget af parkeringsselskabernes ansatte.

- Så kan de handicappede ikke komme til at gøre de ting, som alle andre mennesker kan, for eksempel handle ind eller gå til speciallæge, siger Stig Langvad.

Han mener, at de ansatte i p-selskaberne handler på den "forkerte side af moralen", hvis de bare gør noget, som andre mennesker ikke må.

Overtrædelser ordnes internt

Hos Q Park siger Flemming Villadsen, at det er meningen, at de ansatte kun skal bruge medarbejderkortet i arbejdstiden. Og heller ikke i arbejdstiden bør de ansatte parkere på handicappladserne.

- Jeg er ærgerlig over, at det er sket. Vi skal være lidt mere påpasselige og feje for vores egen dør, siger driftsleder i Q-Park, Flemming Villadsen.

Men hvis de ansatte hos Q-Park alligevel parkerer på en handicapplads, vanker der ikke nogen bøde.

- Det ordner vi internt, siger Flemming Villadsen til DR Nyheder.

Men Q-Park er ikke det eneste parkeringsselskab, der giver deres ansatte de såkaldte medarbejderparkeringskort.

Medarbejderne Europark får også i nogle tilfælde p-kort til deres private biler. Europark vil ikke udtale sig om, hvordan selskabet benytter sig af medarbejderparkeringskortene.

Facebook
Twitter