På charterferie i corona-sommeren 2020: 'Da vi kom ned på stranden, var vi de eneste'

Der er rigeligt med håndsprit, sol og tjenere med mundbind. Men der er næsten for langt mellem turisterne på Kreta, fortæller to danske familier.

Søren Røn ses her på den normalt tætpakkede strand ved Chaniakysten. På grund af coronakrisen er der dog masser af plads. (Foto: (privat))

- Tomt - her er helt vildt tomt.

Sådan lyder den korte beskrivelse fra Søren Røn, der sammen med sin 15-årige datter, Freja, er på ferie på Kreta. De var sammen med en flok andre solhungrende danskere med på det første charterfly ud af Billund, der lettede fredag morgen med kurs mod Chania.

Så hvordan er det egentlig at være på charterferie i coronasommeren 2020?

- Det er jo superlækkert - sådan er det jo her på Kreta, hvor der er frodigt og varmt og næsten pr. definition solskin. Men det er en ny måde at rejse på med de hensyn, der skal tages med afstand, hygiejne og mundbind, siger Søren Røn, der til dagligt bor i Esbjerg.

- Og så er det faktisk lidt trist. Hernede er man så afhængig af turister, og der er rigtig meget, der stadig har lukket af restauranter og hoteller. Så det er trist, at man kan se, at den her virus har så stor indvirkning på folks liv og indtægt. Det går virkelig op for én, hvor stor turismen er, og hvor hårdt den er ramt, siger Søren Røn.

Herover kan du se en lille video, som Søren og Freja har filmet fra deres ferie - de bor i Agia Apostoli på Chaniakysten.

Underlig oplevelse

Beskrivelsen af, at det er tomt, stammer fra far og datters smuttur til øens næststørste by, Chania. Her er normalt masser af mennesker - man skal klemme sig gennem de smalle gader og være heldig for at få et bord ved den gamle havns mange restauranter. Men altså ikke i år.

Se Søren Røns billeder af et mennesketomt Kreta - og et par arkivfoto fra Chania for nogle år tilbage:

  • 2020: Normalt er der masser af folk nede ved den gamle havn i Chania. (Foto: Søren Røn (privat))
  • Arkivfoto. Samme spot som det første billede - bare med turister. (Foto: Veronica Garbutt/Shutterstock/Scanpix)
  • 2020: Tomme pladser på de små caféer i byen - også i skyggen. (Foto: Søren Røn (privat))
  • 2020: Tomme gader i turistområdet langs kysten. (Foto: Søren Røn (privat))
  • 2020: Flere restauranter har fortsat lukket. (Foto: Søren Røn (privat))
  • 2020: Normalt skal man passe på, når man går over gaden her. Men ikke i år. (Foto: Søren Røn (privat))
  • 2020: Tom taverna i Chania. (Foto: Søren Røn (privat))
  • Arkivfoto: Et klassisk gadebillede fra Chania. (Foto: Mads Jensen © Copyright: Mads Jensen/Scanpix)
  • 2020: En af de hyggelige gader i Chania. Der er masser af afstand.
  • 2020: Ikke mange gæster på gaden. (Foto: Søren Røn (privat))
  • Arkivfoto: Sådan plejer det at se ud i Chanias gader. (Foto: Simon Knudsen © Scanpix)
  • Arkivfoto: Torvet i Chania ser normalt sådan her ud. Da Freja og Søren besøgte stedet i går, var der fem butikker åbne - og ikke mange mennesker udover dem selv. (Foto: MOTTLAU MICHAEL © Scanpix)
1 / 12

Og corona behøver man nærmest ikke frygte, når man bevæger sig rundt, for der er masser af afstand og fuldt fokus på hygiejnen.

- Der er altid plads på restauranterne og rigeligt med plads. Der er masser af afstand. Det er en underlig oplevelse, for der bør være mange mennesker, men det er her ikke, siger Søren Røn, der betegner sig selv som en 'ikke typisk charterturist'.

Det er til gengæld Jørn og Marianne Lodahl fra Herning.

Men også de oplever en stor forskel på dette års rejse og den ferie til Kreta, som de har foretaget de seneste tre år også.

De er på ferie i Kato Stalos ved Chaniakysten.

Der mangler liv og stemning

Her er normalt proppet med turister på denne tid af året, tung trafik og 'kamp' om pladserne på stranden og ved poolen. Men sommeren 2020 er ikke som normalt.

Det hotel, de har boet på de seneste tre år, er ikke åbent endnu - poolen er tømt for vand, kun hver anden restaurant har åbnet, flere af de små supermarkeder har lukket, og man falder ikke ligefrem over andre, når man går en tur på stranden.

Jørn Lodahl fra Herning har en skøn ferie på sit Kreta-hotel, men der mangler lidt stemning, når de går ud i byen. (Foto: PRIVAT)

- I går ville vi ned på stranden og finde et par strandstole og slappe af. Da vi kom derned, tidligt som man normalt skal for at kunne få en plads, var vi de eneste, og så gik vi faktisk igen, siger Jørn Lodahl.

- Når du kommer uden for hotelområdet, så mangler du liv og stemning. Vi har snakket med et par lokale hernede, og de siger, at det her er en 'tabt sæson'. De klager ikke, men det bliver ikke nogen god sæson, siger han.

Jørn og Marianne Lodahl er på all inklusive-ferie. Det betyder, at de reelt ikke behøver bevæge sig ud for at få mad eller underholdning. Hvis man normalt forbinder den slags ferie med bakteriefyldte buffeter og fyldte solsenge, så kan man godt tro om - i hvert fald i år.

- Jeg er mere tryg ved at være her end i Danmark. Hvis vi går i centret eller i gågaden derhjemme, vil jeg komme meget tættere på folk end her.

Slut med klam buffet og overproppede pools

Og ved all inklusive-buffeten er der høj hygiejne. Den første dag måtte Jørn og Marianne ikke selv tage fra buffeten. De havde en tjener, som førte dem rundt og tog maden for dem. På andendagen var de 'oplært' i reglerne, og de føler sig helt trygge.

Herunder kan du se Jørn Lodahls billeder fra hotellet:

  • Alle de ansatte bærer mundbind eller visirer på hotellet. (Foto: Jørn Lodahl (privat))
  • Alt bliver sprittet af efter brug. (Foto: Jørn Lodahl (privat))
  • Også stolene i restauranten på hotellet. (Foto: Jørn Lodahl (privat))
  • Der er altid en ansat - med mundbind eller visir - der holder øje med, at turisterne overholder retningslinjerne. (Foto: Jørn Lodahl (privat))
  • Også liggestolene bliver rengjort. (Foto: Jørn Lodahl (privat))
1 / 5

Der er ikke dækket op på bordet, når man kommer, men man får udleveret sit bestik og glas.

Der må maks. være otte inde ved buffeten ad gangen, man skal have plastikhandsker på og der er folk, som "på den gode måde" holder øje med, at alt foregår, som det skal.

Når man har spist og forladt sin plads, bliver der sprittet af med det samme. Bordet, stolene og salt og peber-holderne.

Ved poolen bliver solstolene rengjort, der må ikke flyttes rundt på dem, bartenderen har maske eller visir på - og der ikke slet ikke så fyldt, som det plejer.

- Vi kan nemt slappe af i det. Vi er jo vant til restriktioner hjemmefra. Jeg har arbejdet hjemme i tre måneder, og der har været lukket ned. Så på den måde er vi vant til restriktioner og regler. I forhold til Danmark, hvor der er ved at være åbnet op, så kører de mere efter en bog her og følger deres guidelines nøje, siger Jørn Lodahl, der trods savnet af stemning uden for hotellet også ser flere fordele ved de få turister.

Er med til at starte økonomien igen

- Da vi i lufthavnen kom hen til bagagebåndet, susede vores kufferter allerede rundt, og vi skal ikke stå i kø på hotellet, selv om der er pæn belægning, lyder det med et grin.

- Vi har det rigtig godt, og vi er meget trygge og føler, at vi har en god ferie. Vi er bestemt ikke kede af, at vi tog afsted, siger Jørn Lodahl.

Det er Søren Røn og datteren Freja heller ikke, selv om det virker underligt at gå rundt nede i Sydeuropa uden bogstaveligt talt at støde ind i andre turister.

Far og datter har en god, men lidt tom ferie. (Foto: PRIVAT)

Faktisk, mener faren, er de jo med til at få gang i hjulene igen.

- Jeg ved godt, at nogle måske vil kigge skævt til os, fordi vi ikke bliver hjemme denne sommer, men rejser ud. Men jeg er også europæer og tænker på den sydeuropæiske økonomi, som ikke er god i forvejen, men som vi - ved at komme her - kan få en positiv indflydelse på. Vi skal ikke lukke os om os selv nu. Nu er vi taget ud og lægger nogle penge i Sydeuropa - og så har vi jo stadig to-tre ugers ferie tilbage i Danmark, siger Søren Røn.

Første smittede turist

Officielt har Grækenland ikke været ret hårdt ramt af coronavirus. 192 mennesker har indtil nu mistet livet, mens 3.511 er registreret smittet. Det seneste døgn er der registreret 28 nye tilfælde af Covid-19-tilfælde, heraf er otte syge udlændinge.

Der har ikke været mange coronatilfælde på Kreta, og i går blev den første turist konstateret smittet. Der er tale om en kvinde fra Rumænien, der nu er i karantæne med sin mand på et hotel på øen, skriver neakriti.gr.

Alene i lufthavnen ved hovedbyen Heraklion bliver der dagligt foretaget 825 test på ankomne turister, skriver mediet. Hvor mange det drejer sig om i Chanias lufthavn, vides ikke.

Facebook
Twitter