På dydens smalle sti: Halvt så mange unge begår kriminalitet

For ottende år i træk falder kriminalitet blandt børn og unge. - Men vi er endnu ikke i mål, siger justitsministeren.

Siden 2006 er antallet af sigtelser og mistanker blevet halveret. I 2006 faldt der 25.300 sigtelser mod børn i alderen 10 til 17 år, mens tallet var 12.800 i 2014. (Foto: Bjarne Lüthcke © Scanpix)

Børn og unge er blevet mere tilbøjelige til at holde sig på dydens smalle sti. For ottende år i træk falder kriminaliteten blandt danske børn og unge.

Siden 2006 er antallet af sigtelser og mistanker faktisk blevet halveret. I 2006 faldt der således 25.300 sigtelser mod børn i alderen 10 til 17 år, mens tallet var 12.800 i 2014.

Rapporten viser også, at antallet af sigtelser og mistanker faldt hvert år i perioden.

Flest unge butikstyve

Ikke overraskende vækker rapporten glæde hos justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Der er ingen tvivl om, at de senere års indsats mod ungdomskriminalitet er en succes, når antallet af mistanker og sigtelser falder uafbrudt gennem otte år, lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

Den mest hyppige sigtelse er butikstyveri, som står for næsten hver femte af sigtelserne, som er registreret i perioden.

Endnu ikke i mål

Selv om tallene er nedadgående, føler Mette Frederiksen dog, at der er flere steder, man kan sætte ind for at mindske tallene i endnu højere grad.

- Vi er endnu ikke i mål. Der er derfor brug for at skubbe på udviklingen og løfte indsatsen yderligere, så færre unge fremover starter en kriminel løbebane, og flere kommer ud af kriminalitet, siger hun.

/ritzau/