På gåtur med borgmesteren i en mørk ghetto: Vil du lade din datter gå her på vej hjem fra byen?

Peter Sørensen (S) har et af landets 16 hårdeste ghetto-områder i sin kommune.

- Jeg har altid sagt, at lovgivningen på ghettoområdet i mange retninger er fin. Men det med at rive boliger ned… Det vil gøre ondt ind i knogler og marv, hvis vi skal rive boliger ned, fortæler Horsens borgmester Peter Sørensen (S) . (Foto: Mads Korsager Nielsen © DR Nyheder)

Mørket har sænket sig over Sundparken i Horsens. Siden 2010 har de gule murstensblokke været fast inventar på ghettolisten.

Dermed er Sundparken blandt landets 16 hårdeste ghettoområder og en af de bebyggelser, hvor der måske skal rives ned ifølge regeringens ghettoplan.

Byens borgmester kommer her tit, fortæller han. Også efter mørkets frembrud. Placeringen på ghetto-listen er for mange af de lokale en smule komisk. Selv låser socialdemokraten Peter Sørensen ikke sin bil, hver gang han parkerer på Hybenvej, som adressen lyder. Han er aldrig blevet bestjålet.

Faktisk er der slet ikke noget at være bange for i Sundparken, forsikrer han. De 577 boliger er hverken beboet af røvere, voldsmænd eller bandekriminelle. Men her er for mange, der ikke har et arbejde. Helt nøjagtigt 133 for mange, ifølge den seneste ghettoliste.

DR Nyheder tog Peter Sørensen (S) med på en aftentur ind i Sundparken for at se, om Horsens-borgmesteren kender sin ghetto.

Vi går en tur i en hård ghetto efter mørkets frembrud. Er du sikker på, at det er en god ide?

- Ja, hundrede procent. Jeg kommer her både om aftenen og i weekenden. Og det er ikke altid, jeg låser bilen, når jeg går fra den. Sundparken er et fantastisk sted. Lige så fint som Egebjerg, som er den lille by, jeg selv bor i.

Jeg har både pung, kamera og telefon med. Er det klogt?

- Det eneste du skal være bekymret for er, om der er dækning nok. Det kniber med 4G-dækningen visse steder i kommunen. Jeg kan med sikkerhed sige, at her er ikke mere kriminalitet end gennemsnitligt i Horsens Kommune. Faktisk er der i perioder mindre kriminalitet her. Ser man på gennemsnittet over flere år, lyser Sundparken overhovedet ikke op hvad angår kriminalitet.

Sundparken må være din største hovedpine som borgmester i byen?

- Der er nogle, der kalder det en ghetto. Det er ikke os. Men her er for mange, der er uden for arbejdsmarkedet, og det forsøger vi at fokusere på. Ellers adskiller det her boligområde sig ikke i forhold til kriminalitet eller tryghed. Men her er et problem og det er, at for mange er uden for arbejdsmarkedet.

Ville du turde lade dine børn gå igennem Sundparken en nat på vej hjem fra julefrokost?

- Ja. En af min datters bedste veninder bor her. Der har min datter overnattet et hav af gange - også efter julefrokost - fordi det her er tættere på byen, end der hvor vi bor. Så ja, jeg tør bestemt lade hende stå af en taxa og gå igennem her sammen med veninderne. Mine døtre er kommet meget her i kvarteret.

Bliver du ked af det, hvis bulldozerne rykker ind i Sundparken?

- Jeg har altid sagt, at lovgivningen på ghettoområdet i mange retninger er fin. Men det med at rive boliger ned… altså, Sundparkens lejligheder er gode, de er fint sat i stand og vi mangler boliger overalt i kommunen. Det vil gøre ondt ind i knogler og marv, hvis vi skal rive boliger ned.

- Derfor er vores plan, sammen med boligforeningen, først og fremmest at gå efter at sælge familieboliger og dermed nedbringe andelen, så den følger lovgivningen. Nu ser det ud til, at der er en åbning i lovgivningen, så man kan reducere mængden og det har vi sat os for.

- Men selv om vi får flere i arbejde, så kommer vi ikke af ghettolisten og det er synd for de mennesker, der bor her.

Du er socialdemokrat. Er det ikke svært for dig at sluge, at dit moderparti stemmer for lovforslaget, der kan medføre nedrivning?

- Nej, egentlig ikke. Selve intentionen bag lovgivningen er jeg tilhænger af et langt stykke hen ad vejen. Ikke mindst for børnenes skyld. Som samfund kan vi ikke acceptere, at børn vokser op i familier med en større risiko for et ringere liv end dem, der bor 500 meter herfra.

- Det jeg opponerer mod er værktøjerne. Mange af værktøjerne er stærke, men at rive boliger ned alle steder giver ikke mening. Omvendt må jeg anerkende, at det er svært at acceptere, at der er områder, hvor politi og brandvæsen ikke kan komme frit. Bare ikke her.

  • Sundparken har et butikstorv med syv lejemål. Borgmester Peter Sørensen (tv) bliver inviteret indenfor hos den nyåbnede slagter, der gerne vil have borgmesteren med på et billede.
  • Pizza Town ligger på Sundparkens butikstorv. Det samme gør Rema 1000, Røde Kors samt et fitness-torv for kvinder. Ejeren af Pizza Town spørger, om han må tage et billede sammen med borgmesteren. (Foto: Mads Korsager Nielsen © DR Nyheder)
1 / 2