På trods af målsætning om 95 procent er kun hver fjerde ansatte i pleje- og sundhedssektoren blevet influenza-vaccineret

Eksperter er bekymrede over den lave tilslutning.

Den særlige vaccinationsindsats skyldes, at der i den kommende vinterperiode er risiko for et sammenfald imellem en høj forekomst af covid-19 og en mulig influenzaepidemi. (© DR Grafik/Søren Winter Nørbæk)

Der er andre sygdomme i verden end corona. Derfor har sundhedsmyndighederne øjnene rettet mod en potentiel epidemi hen over vinteren.

- I den kommende vinterperiode er der risiko for et sammenfald imellem en høj forekomst af covid-19 og en mulig influenzaepidemi, hvilket kan føre til ekstra høj belastning af sundhedsvæsenet, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

Men store dele af landets pleje- og sundhedspersonale har ikke taget influenzavaccinen, der ikke bare skal beskytte dem selv, men også de sårbare patienter, de arbejder med.

Kun 24,7 procent af landets ansatte i de to sektorer har fået vaccinen. Der er altså lang vej til de 95 procent, som Sundhedsstyrelsen har sat som mål for tilslutningen, og som man har købt vacciner til.

Allan Randrup: 'Jeg er uforstående'

Og de tal giver dybe panderynker hos professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Jeg er uforstående overfor, at personer med en sundhedsfaglig indgang ikke kan se, hvilken situation de bringer samfundet i ved ikke at tage vaccinen, siger han.

Det kan nemlig ende med at øge presset på sundhedssektoren.

- Vi ved jo, at man slås med mangel på personale, og vi får brug for alle hænder hen over vinteren. Og det er meget uhensigtsmæssigt, hvis de skal være hjemme på grund af influenza, siger Allan Randrup.

Tilslutning til influenzavaccination hos sundheds-og plejepersonale per kommune. (Opgjort den 16. november).

(© Statens Serum Institut)

Christian Wejse, afdelingslæge og lektor i infektionsmedicin ved Aarhus Universitet, siger til DR Nyheder, at han er decideret forarget over, at tilslutningen til influenzavaccinen er så lav.

- Det her tal er virkelig lavt. Og alt for lavt. Jeg mener sådan set, at det er en pligt, man har som ansat i sundhedsvæsnet og plejesektoren.

- Der er formentlig en hel del af de ansatte, der passer sårbare patienter i den ene eller den anden form, og det er helt klart nødvendigt, at man er vaccineret mod influenza, når man har sådan en opgave, lyder kritikken.

Hvad er konsekvensen, hvis vi ikke får denne her procent op?

- Vi kan komme til at se, at plejepersonalet smitter sårbare patienter, der kan blive indlagt med et alvorligt forløb med influenza, siger Christian Wejse.

Åbner op for vaccinekrav

Derudover er noget så "banalt" som en influenza simpelthen bare dårlig timing lige nu.

- I sundhedsvæsenet mangler vi personale, så det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt med mange sygedage, siger Christian Wejse.

Derfor vil han gerne gå så langt som til at sige, at man bør overveje et vaccinekrav i sundheds- og plejesektoren.

- I en del lande er det et krav, at man er vaccineret mod influenza, hvis man skal arbejde med sårbare grupper. Det kunne man jo godt overveje at indføre herhjemme, selvom det er et stort greb.

Til gengæld er tilslutningen til vaccinen blandt landets ældre i aldersgruppen 65-81 år på 73,5 procent. Kigger man på landets plejehjemsbeboere er tallet 83 procent.

Sosu-assistent: Jeg er ikke skeptiker, men vil ikke fylde mig med alt muligt

En af de ansatte i sundhedssektoren, der har sagt 'nej tak' til influenzavaccinen er Gert Kongensgaard. Til dagligt arbejder han som sosu-assistent på hospitaler i både Nordsjælland og København.

- Jeg har i 25 år været i sundhedsvæsenet, og jeg har aldrig taget influenzavaccinen. Den beskytter ikke mod alle typer af influenza. De vaccinerer jo mod den mest fremherskende type, men man kan jo sagtens blive smittet med en anden slags. Og så vil jeg ikke fylde mig med alt muligt, siger han.

Han understreger dog, at hans valg ikke hænger sammen med en generel skepsis mod vacciner. Skulle man vælge at sige, at det kræver en vaccine mod influenza at være ansat i sundheds- og plejesektoren, så vil Gert Kongensgaard da også "rette ind", som han selv udtrykker det.

- Jeg er jo vaccineret mod corona, og jeg lader mig også vaccinere, når jeg skal rejse rundt i verden. Jeg er ikke vaccineskeptiker.

Men er du ikke bange for at smitte nogle af sårbare, du arbejder med?

- Nej, hvis jeg har symptomer, så bliver jeg hjemme.

Men du kan jo godt komme uden symptomer og alligevel smitte. Er du ikke bange for det?

- Nej, det er jeg ikke. Jeg vil ikke bare tage den for at tage den. Hvis de kan sige, at det er den eneste type influenza, der er i landet, så skal jeg nok tage den, men det kan man jo ikke sige 100 procent, siger Gert Kongensgaard.

På hospitalet kunne du få stikket i kantinen

Et af de steder, hvor det rent faktisk er lykkedes at få personalet til at vise større opbakning til influenzavaccinen, er på Aarhus Universitetshospital. Her har 50 procent af de ansatte takket ja til vaccinen, lyder det fra lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen.

- Det er vigtigt, at vi holder influenzaen ude fra gangene, for det er jo ikke godt for folk med svækket immunsystem at få influenza. Det kan jo faktisk være farligt, siger han.

Men den høje tilslutning har også krævet en stor indsats fra hospitalet.

- Vi gik tidligt ud og opfordrede alle medarbejdere til at blive vaccineret. Vi har gjort det ekstra nemt for dem, og gjort det muligt at blive vaccineret i vores kantine, og så fandt vi ud af, at der var en del afdelinger, der mente, at det var lidt meget at skulle ned i kantinen, og så sørgede vi for, at man som afdeling kunne bestille et rejsehold, der kom ud og vaccinerede, fortæller Jørgen Schøler Kristensen.

Og så har man også givet medarbejderne mulighed for at slå to fluer med et smæk. Eller to vacciner med et stik - om man vil.

- Derudover gav vi også mulighed for, at man sammen med sit coronavaccinestik nummer tre kunne få en vaccine mod influenza.

KL: Det tal skal op

Kommunerne står blandt andet for hjemmeplejen, og hos Kommunernes Landsforening er man ked af, at de høje vaccinationstal på Aarhus Universitetshospital ligner en enlig svale.

- Det er ikke tilfredsstillende. Vi skal have det tal højere op. Først og fremmest af hensyn til de gamle, som vores personale passer, men jo også af hensyn til personalet selv, for har vi mange, der er ude med influenza, går det ud over vagtplanen, og så får de ældre en dårligere hjælp, siger Christian Harsløf, der er direktør i KL.

Han tør dog ikke gisne om, hvad grunden er til den lave tilslutning.

- Vi kan se, at opbakningen til coronavaccinen blandt plejepersonalet har været rigtig høj, så det tyder på, at man ikke er bange for vacciner. Så jeg tror, at det handler om at gøre det nemt at få vaccinen, siger han.

Også hos fagforbundet FOA, der repræsenterer ansatte i en stor del af plejesektoren, vil man nu sætte ind mod de lave tal for tilslutningen.

- Det lyder voldsomt lavt, når vi bevæger os mod en vintersæson. Nu må vi undersøge, hvad det er, der gør, at der er så lav tilslutning, siger Torben Klitmøller Hollmann, der er sektorformand i fagforeningen.

Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, forsikrer om, at der er de vacciner, der skal til.

- Man kan dels blive vaccineret på sin arbejdsplads, hvis der er et sådan tilbud. Eller man kan gå ned til egen læge eller en af de andre aktører, der tilbyder den, og få den gratis, siger hun.

Har I gjort nok for at øge tilslutningen?

- Det er i hvert fald sådan, at så længe tilslutningen ikke er høj nok, skal vi gøre noget. Vi kommer til at tage kontakt til arbejdsgiverne og fagforeningen for at høre, om der er nogle barrierer, vi kan være med til at løfte væk.

- Den tilslutning, vi ser nu, er ikke tilstrækkelig, hvis vi skal imødegå et yderligere pres på sundhedsvæsenet, siger Bolette Søborg.

Opdateret klokken 15.00 med kommentar fra Bolette Søborg.

Opdateret klokken 11.12 med kommentar fra Sundhedsstyrelsen.

Opdateret klokken 09.10 med afsnit med sosu-assistent Gert Kongensgaard.

FacebookTwitter