Pårørende til forsvundne krænket og overfuset af amatør-eftersøger

Lederen af organisationen Missing People Denmark beskyldes for at tage æren for politiets arbejde og opføre sig krænkende over for pårørende.

René Nielsen, leder af Missing People Denmark, blev også interviewet af P1 Dokumentar tilbage i november 2015. Her lovede han at assistere med at finde en forsvunden kvinde med hjælp fra 100 hunde. De dukkede aldrig op. (Foto: Tine Møller Sørensen)

Den 12. juni 2015 forsvandt Tanya Skov Thomsens far, Carsten Thomsen, fra Mou i Nordjylland.

Den frivillige organisation Missing People Denmark gik kort efter uopfordret – og uden familiens vidende - i gang med en eftersøgning.

Umiddelbart tog familien positivt imod organisationen, bl.a. fordi Missing Peoples leder, René Nielsen, fortalte, at de arbejdede under politiets ledelse.

Da Tanya Skov Thomsen beder om dokumentation for bl.a. samarbejdet med politiet, bliver Missing Peoples leder imidlertid vred:

- Han råbte, at han da for fanden var ude og søge efter min far, og han kunne fandme komme ud og fortælle, hvad det kostede, siger Tanya Skov Thomsen til P1 Dokumentar.

Offentliggør personlige detaljer

Tanya Skov Thomsen fortæller, hvordan hun oplevede René Nielsen opføre sig uprofessionelt.

Fx havde politiet bevidst tilbageholdt informationer om hendes far, som René Nielsen så offentliggør.

- Fx det at han gik med ble, at han ikke havde sine briller på og at han snakkede som et barn. Det er meget krænkende, også fordi det er noget, politiet holder tilbage for at kunne sortere i de tip, der kommer ind, fortæller Tanya Skov Thomsen.

René Nielsen siger, at familien i den konkrete sag var splittet og at halvdelen gerne ville have deres hjælp. Dette er Tanya Skov Thomsen ikke enig i, og det har han heller ikke kunnet dokumentere.

René Nielsen mener, at Tanya Skov Thomsen selv var med til at køre sagen op:

- Jeg modtog selv beskeder, der var meget grove, siger Rene Nielsen til P1 Dokumentar.

Men René Nielsen siger også, at netop denne sag var ”speget” og forsikrer samtidig om, at en sådan sag ikke vil kunne opstå igen.

Skråsikre udmeldinger i 'eufori'

Andre pårørende beskriver til P1 Dokumentar, hvor oprørende det har været, at René Nielsen er kommet med meget skråsikre udtalelser til medierne om, hvor deres savnede befandt sig.

Det var i tilfældet i sagen om Jonas Hedegaard Hansen, der forsvandt i Holstebro sidste år.

Her meldte René Nielsen i flere medier ud, at han var ”100 procent sikker på”, at der var et lig i Vandkraftsøen.

Jonas’ lig blev senere fundet af en lystfisker i Storåen 10 km væk. For Jonas Hedegaard Hansens mor føltes det forfærdeligt og ligesom at miste sin søn forfra, siger hun til P1 Dokumentar.

Rene Nielsen erkender i dag, at han gik for langt:

- Jeg udbrød det af eufori. Det er en blanding af adrenalin og eufori, efter at have ledt i så lang tid uden at finde noget. Jeg sagde det, fordi vi var af allerklareste overbevisning om, at personen var der – eller har været der, siger han.

Oppustede tal for fundne

P1 Dokumentar har også undersøgt, hvor mange forsvundne, Missing People har været med til at finde.

I Missing Peoples nyhedsbrev fra april i år kan man læse, at ud af ”117 indkomne anmeldelser i 2015, (…) blev alle fundet undtagen 4”. Dette svarer til 113 opklarede sager eller en opklaringsprocent på 97.

Men man kan ikke læse ud fra formuleringen, om det rent faktisk er Missing People, der har fundet alle 113. En gennemgang af de sager, der har været oppe i medierne, viser, at det kun er syv ud af 32, der er fundet af Missing People.

Da P1 Dokumentar konfronterer René Nielsen med tallene, medgiver han da også, at de rent faktisk kun har fundet 10-15 af de 113 forsvundne.

Men, siger han, de kan sagtens have medvirket til fundene på anden vis, f.eks. via efterlysninger på facebook, og det er på den baggrund, at de bruger de tal, de gør.

Meddeler pårørende om dødsfald

Politiet beklager også, at de i flere tilfælde har måtte tage fat i Missing People, efter de har foregivet at have fundet forsvundne, når det egentlig har været fx politiet eller pårørende, der stod bag.

- Det de siger i pressen, det synes jeg skal være troværdigt. Det reagerer vi på, for det er urigtigt, siger John Jensen, vicepolitiinspektør ved Rigspolitiet.

John Jensen fortæller, at det også gælder tilfælde, hvor René Nielsen selv har underrettet pårørende, efter forsvundne er fundet døde.

Pårørende kan have mange forskellige reaktioner, og politiet er trænet til håndtere det – det er vigtigt, at pårørende bliver behandlet ordentligt og er i trygge hænder, forklarer John Jensen

- Det er en politimæssig opgave, så der kan vi godt kalde ham ind og få en snak.

Retningslinjer bliver tolket som samarbejde

Missing People Denmark påstår desuden at have samarbejde med politiet.

På deres hjemmeside skriver de således, at de er ”i dialog og samarbejde med Politiet og evt. med andre myndigheder og styrelser” og i deres nyhedsbrev hedder det, at ”Missing People Denmark arbejder tæt sammen med Politiet i alle vores eftersøgninger. Dette samarbejde er essentielt vigtigt at vi dyrker.”

Rigspolitiet afviser, at der er et samarbejde, men siger, at de udelukkende har udstukket nogle retningslinjer, Missing People skal holde sig indenfor.

John Jensen siger, at de flere gange har måttet irettesætte organisationen for at bryde retningslinjerne.

Heller ikke det internationale samarbejde, Missing People Denmark bryster sig af, ser ud til at eksistere. Den organisation, de selv nævner som nær samarbejdspartner, Missing People Sweden, afviser over for P1 Dokumentar, at der eksisterer et samarbejde overhovedet.

Facebook
Twitter