Pædagoger skal droppe parfumen

Pædagoger, sygeplejersker og læger skal skrue ned for parfume og aftershave i arbejdstiden, mener SF.

Parfume og andre dufte fra for eksempel maling og biludstødning giver hver dag omkring 17.000 danskere hovedpine og vejrtrækningsproblemer.

Det viser en undersøgelse foretaget af Videnscenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed på Gentofte Hospital.

Men nu kommer SF de mange duftoverfølsomme mennesker til undsætning, skriver avisen 24timer.

Alt for meget parfumePartiet vil nemlig have indført duftpolitikker for personalet i dagsinstitutioner og på sygehuse.

SF's forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr siger til P3 Nyheder:

- Der er alt for megen parfume i det offentlige rum, og børn udvikler i stigende grad allergi og astma. Og derfor vil vi gerne forsøge at reducere brugen af parfume, der hvor folk er mest sårbare. Men det må være op til de enkelte institutioner og hospitaler, hvordan duftpolitiken konkret skal udformes.

Opposition: Stort behovDe radikale, Enhedslisten og Socialdemokraterne bakker ifølge 24timer op om idéen.

- Der er et meget stort behov for en duftpolitik i det danske sundhedssystem, fastslår Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht.

Regeringspartierne og Dansk Folkeparti rynker dog på næsen af SF's forslag. De opfordrer i stedet de duftoverfølsomme til at bede deres kollegaer om at vise hensyn.

Er det en god ide at lave duftpolitikker i daginstitutioner og på sygehuse?

Facebook
Twitter