Pædagogikken fra amerikansk skoleprogram kan være på vej i aarhusianske dagtilbud

Ny analyse foreslår at udbrede Nest-pædagogik som en del af løsningen mod børn i mistrivsel.

Blandt pædagogerne i Børnehuset Malmøgade er der én, der er hovedansvarlig for en aktivitet og en anden, der lader sig forstyrre. De voksne bliver i de roller og er nærværende med børnene.

Nest-pædagogik, der oprindeligt er udviklet til børn med autisme, kan i fremtiden blive en del af børns og voksnes hverdag i alle aarhusianske vuggestuer og børnehaver.

I et helt nyt løsningskatalog med 20 punkter fremhæves Nest som ét tiltag, der kan udrulles til alle dagtilbud i kommunen ved at opkvalificere medarbejderne.

Forslagene er anden del af en analyse af den pædagogisk psykologiske rådgivning, PPR, almen- og specialområdet, som byrådet i Aarhus Kommune har bestilt.

For der er netop brug for løsninger, da et stigende antal børn mistrives.

Rigtig mange børn har derfor brug for en indsats, som PPR er med i, siger Helle Mølgaard, chef for PPR i Aarhus Kommune.

- Det betyder ventelister, og at vi i nogle sager kommer senere ind, og vi oplever, at børn måske har fået det mere vanskeligt, når vi begynder at være omkring dem i en sag.

Analysen vidner også om, at udviklingen med mistrivsel lægger pres på børn, forældre, dagtilbud, skoler og ikke mindst PPR, der får markant flere henvendelser en tidligere.

Det samlede antal indstillinger til pædagogisk-psykologisk vurdering er steget med 32 procent fra 2016 til 2021, mens antallet af børn i specialtilbud er steget med 35 procent, viser analysen.

Chefen for PPR i Aarhus Kommune håber, at Nest kan medvirke til, at færre børn ender i specialtilbud.

I stedet skal flere børn via Nest mærke, at de er en del af fællesskabet.

- Børnene skal opleve, at de kan være i et dagtilbud, på trods af de udfordringer de har, siger Helle Mølgaard.

Gode erfaringer i dagtilbud

Forslaget om at udbrede den særlige pædagogik til alle dagtilbud i Aarhus kommer blandt andet på baggrund af de erfaringer, syv institutioner i Dagtilbuddet Christiansbjerg i det nordlige Aarhus har gjort.

Her har man de seneste år omsat Nest-metoden til de 0-6-åriges hverdag.

Ifølge Karin Lykke, der er leder af dagtilbuddet, handler Nest først og fremmest om at skabe overblik og nærvær for børnene.

I Børnehuset Malmøgade bruger børnene eksempelvis piktogrammer, der viser dem, om det er tid til samling eller håndvask.

- Når børnene får overblik og visuel støtte og ved, hvad de skal, så kan de få skuldrene ned og få meget mere plads til at være børn, siger hun.

Det er samtidig tydeligt for de voksne, hvem der står for en aktivitet og dermed ikke lader sig forstyrre af andre ting, hvilket giver et bedre nærvær med børnene.

Nye metoder kan mærkes

Arbejdet med Nest har allerede flere positive effekter, mener dagtilbudslederen.

- Vi har børn, der er tildelt ekstra timer. De kan nu deltage i en samling og i aktiviteter uden at skille sig ud. Det har en stor betydning for det enkelte barn, siger Karin Lykke.

Hun ser ikke, at Nest kun er en fordel for de udsatte børn. Det kan også være den introverte, som går langs væggen, der bliver favnet på en helt anden måde.

Børnene er gennem dagen opmærksomme på, hvor meget deres stemmer fylder i rummet, alt efter om de skal bruge deres inde- eller udestemme. (© (c) DR)

Derudover har dagtilbuddet i dag færre børn, der bliver indstillet til trivselsmøder ved PPR.

- Om det er tilfældigt, eller om det skyldes Nest, er svært at vide, fordi vi har arbejdet med det i så kort tid. Men vi har en helt klar antagelse om, at det selvfølgelig er fordi, vi sætter nogle andre rammer for børnene, som de bedre kan være i.

- På sigt sender vi nogle børn i skole, som har overblik og har en anden tro på dem selv, siger Karin Lykke.

DR har spurgt efter en opgørelse af antallet af trivselsmøder for Dagtilbuddet Christiansbjerg hos PPR i Aarhus Kommune, men de opgør kun ét samlet tal for kommunens dagtilbud.

I videoen her kan du se, hvordan børnene starter frokosten med fem minutters ro, som giver en helt anden stemning ved bordet - og bagefter en bedre samtale. (Husk lyd).

Professor: Giver mening at sætte ind tidligere

Professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet Lene Tanggaard var i 2019 med til at evaluere effekterne af Nest, efter programmet blev indført på Katrinebjergskolen i Aarhus.

Evalueringen viste, at både børn med og uden autisme trivedes i skoleprogrammet.

- Det skaber ro, forudsigelighed og positive relationer mellem voksne og børn, og det er faktisk alle børn, der får gavn af det, siger hun.

Med Nest er der tale om velafprøvede og kendte mekanismer, som virker, om børnene er små eller lidt større, forklarer Lene Tanggaard.

Hun mener med fordel, man kan sætte ind og udbrede Nest-pædagogikken i flere daginstitutioner, men understreger, at det er en svær opgave at skabe trivsel i en hel klasse eller daginstitution og inkludere børn, der har særlige behov eller udfordringer.

- Debatten om inklusion i Danmark har været meget abstrakt, der er meget langt fra anbefalinger til praksis. Nest er ikke et mirakelmiddel, men det er et rigtig godt bud på, hvordan man konkret kan skabe bedre skoler, bedre fællesskaber, mere inklusion.

Løsningsmulighederne er i offentlig høring i perioden 12. maj – 6. juni. Herefter bliver analysen og dens bud på løsninger taget til budgetforhandlingerne i Aarhus Kommune til september 2022.