Pædofili-forsker: Svært at blive renset for mistanke

Frygten må ikke tage over, siger forsker, efter Brian Holm i dag blev frikendt for anklager om sexkrænkelser.

Ifølge Else-Marie Buch Leander er det særlig vigtigt, at forældre og andre beholder en saglig, væsentlig opmærksomhed på emnet, men at frygten ikke må tage overhånd.

Den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm er torsdag blevet frifundet i anklagen om at have blufærdighedskrænket en syvårig pige.

Sagen er det seneste eksempel på pædofil-anklager, som bliver afvist. Men selvom den anklagede har rettens ord for uskyld, er det ikke altid mistanken forsvinder.

Forsker i frygten for pædofili på Aarhus Universitet Else-Marie Buch Leander forklarer, at emnets alvorlighed til tider erstatter fornuft med frygt.

- Det er en meget vanskelig anklage at blive renset for. Ofte sætter den rationelle dømmekraft ud, og irrationelle følelser tager over. Bare tvivlen kan være nok til, at sagen klæber, for pædofili er nok det værste, man kan blive anklaget for i dag, siger Else-Marie Buch Leander til DR Nyheder.

Frygten må ikke tage overhåndHun understreger, at hun ikke udtaler sig om den konkrete sag, men om generelle tendenser, som hun, blandt andet i forskningsprojektet "Frygt for seksuelle overgreb på børn", arbejder med.

Ifølge Else-Marie Buch Leander er det særlig vigtigt, at forældre og andre beholder en saglig, væsentlig opmærksomhed på emnet, men at frygten ikke må tage overhånd.

- Det er ofte vanskeligt, at få et klart billede af hændelsesforløbet, fordi det kun er barnet og den mistænkte, der har været til stede. Det er dog vigtigt, at vi lader retssystemet gøre deres arbejde og har tillid til, at rettens ord er det rigtige. Frygt og følelser må ikke spille ind, forklarer forskeren.

Mænd bliver bange for at omgås børn

Else-Marie Buch Leander opfordrer også medierne til at være varsomme i pædofili-sager. Hun henviser til undersøgelser, som viser, at mange forældres frygt netop stammer fra medieomtale.

Ofte fører sagerne til, at de anklagede, i overvejende grad mænd, bliver bange for at omgås børn og eksempelvis ikke tør trøste et barn. Det er skadeligt for både børn og voksne, påpeger Else-Marie Buch Leander.

- Mandlige pædagoger kan eksempelvis have svært ved at vende tilbage til deres institution efter en uberettiget anklage. Tilliden til mændene er væk, og de går ofte ned på grund af mistænkeliggørelsen, siger forskeren.

En undersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL viste i 2013, at omkring 100 pædagoger havde været anklaget for pædofili de foregående fem år. Af dem var der faldet dom i en enkelt sag.

Filmen "Jagten" med Mads Mikkelsen i hovedrollen satte samme år problematikken på dagsordnen.

Facebook
Twitter