Palle Sørensen: Fra tyveknægt til firedobbelt morder på en nat

Det er 50 år siden, Palle Sørensen dræbte fire unge betjente i København. Mord der førte til 33 års fængsel.

Palle Sørensen - en af de fanger, der har siddet længst bag tremmer i nye dansk historie. (Foto: Ukendt og Jakob Andresen)

Palle Sørensen sidder i sin lejlighed i københavner-bydelen Valby, da P1 Dokumentar møder ham.

Egentlig ville han ikke stille op til interview. Men da DR ringer på hans dør, åbner han alligevel og vil gerne sætte nogle ord på det, der skete for 50 år siden. Et firedobbelt mord begået på vej hjem fra en række tyverier.

Palle Sørensen skød. Og han dræbte.

Straffet blev han også. Først efter 33 år kom Palle Sørensen ud af fængslet. Han er en af de livstidsfanger i nyere dansk historie, der har siddet længst tid bag tremmer.

Småtyverier startede lavinen

Det er nat. September 1965.

- Vi var ude og lave småtyverier, fortæller Palle Sørensen.

Den dengang 38-årige Palle Sørensen fulgtes med en kammerat, Norman Lee Bune. Det var langt fra første gang, Palle Sørensen fra Amager gjorde noget kriminelt. Bag sig havde han 11 års fængsel.

På vej hjem fra nattens tyverier på Amager i København møder de to tyve en bil, da de holder for rødt lys. Ifølge Palle Sørensen dummer kammeraten sig, fordi han ser efter bilen, da de kører videre. Kammeraten siger, det er politiet. Først tror Palle Sørensen ikke på ham, men så går det op for ham, at det er politiet, der vender rundt og nu kører efter Palle Sørensen og vennen.

- De sad og kedede sig. De havde ikke noget at lave. Det skulle de aldrig have gjort, fortæller Palle Sørensen i dag.

Palle Sørensen regner med, at han kan køre fra dem. Det kan han ikke, og det fortæller han til sin ven.

- Så må vi skyde dem, skulle vennen ifølge Palle Sørensen have svaret.

Palle Sørensen parkerer bilen på Strandvejen på Amager i København. Politibilen parkerer foran dem.

Norman Lee Bune beder Palle Sørensen om at tage den ene pistol. Han tager selv en anden. De går ud af bilen. Mens Norman Lee Bune ender med at smide sin pistol i et hegn, så vælger Palle Sørensen at gøre noget andet.

- Jeg går hen til dem. Så kommer de ud, og så skyder jeg. Først den ene og så den anden, fortæller Palle Sørensen her 50 år efter.

Han husker, hvordan politisirenerne larmer så højt, at han næsten ikke kan høre skuddene. Bagefter kører han videre.

En ny politibil sætter efter Palle Sørensen. Fra politiradioen ved de nye betjente, at de første betjente er kørt efter Palle Sørensens hvide bil. De ved ikke, at Palle Sørensen har dræbt de to betjente.

Palle Sørensen forsøger at køre fra den anden politibil. Han passerer en politiafspærring for at komme væk, men han kan ikke køre fra dem.

- De stopper lige foran mig, og så render jeg hen, og så skyder jeg dem begge to. To igen, beretter Palle Sørensen i dag fra sin lejlighed.

Palle Sørensen forsøgte at skjule sig for kameraerne og de mange mennesker, der var mødt op, da han var på vej væk fra Dommervagten efter at have indrømmet mordene på de fire betjente. Pressefotografen fik dog taget dette billede af ham. Foto: DR's arkiv

Nakkehårene rejser sig

Få minutter efter, at Palle Sørensen har dræbt de to sidste betjente, bremser vidnet Poul Uhlig op, fordi han kan se noget foran sig i mørket.

Han kan ikke se, at det er en betjent, og selvom han har hørt nogle knald, har han ikke forbundet det med skud, men i stedet fyrværkeri.

- Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Så lagde jeg ham i nato-stilling. Pludselig rystede han over det hele. Det hvide vendte ud af øjnene på ham, og så blev der helt stille. Så var jeg klar over, at han var død. Der var ikke noget, jeg kunne gøre, fortæller Poul Uhlig i dag.

Først tror han, der er sket et uheld. Men da han går rundt om bilen, finder han en masse tomme patronhylstre.

- Der begyndte nakkehårene at rejse sig på mig, og så gik det op for mig, at det var en politibil, siger han.

Den anden betjent ligger skudt på den anden side af bilen.

Poul Uhlig griber politiradioen og råber ”hjælp”, ”politi”,”mord”, fortæller han.

Politiet ankommer hurtigt til gerningsstedet på Amager. Først der begynder han at forstå det.

- Da jeg så patronhylstrene, at det gik op for mig, at der var noget galt. Der var noget riv-rav-ruskende galt. Da politiet kom, gik det for alvor op for mig, siger han.

Den efterfølgende tur til Politigården i København, hvor Poul Uhlig skal afhøres, er slem.

- Jeg har aldrig nogensinde i mit liv set så mange politibetjente. Det var med maskinpistoler på broen fra Amager over til Politigården, og inde på Politigården var det næsten som om, man skulle tro, der var krig. Det gjorde dybt indtryk på mig. Det var næsten det værste, fortæller Poul Uhlig.

København på den anden ende

Lørdag den 18. september 1965 står det klart for enhver, at fire politifolk er blevet dræbt. Bevæbnet politi fylder gader, store kryds og havne. Politiet bevogter broerne til Amager i København. Den samlede politistyrke i København bliver kaldt til tjeneste, beretter Radioavisen fra dengang. Også svensk politi er sat i gang.

En af dem, der er på arbejde den dag, er betjent Jørgen Bach. Han har ikke hørt radio og møder glad på arbejde lørdag morgen.

- Der er en kollega, som hører døren gå og mig fløjte. Han beder mig stoppe med det fløjteri. Jeg spørger, hvad jeg har gjort. Prøv at høre her i radioen, siger kollegaen, og så kom det i radioen klokken otte, fortæller Jørgen Bach.

Politiets telefoner ringer meget i løbet af dagen med tips om eventuelle gerningsmænd, mindes Jørgen Bach. De rykker ud til mange, men finder ikke gerningsmanden. En fremfærd Jørgen Bach ikke husker som helt i overensstemmelse med loven.

- Jeg synes, der var mange, der glemte straffeloven og retsplejeloven. Man gik bare ind til folk, og så viste det sig, at det var forkerte steder, vi gik. Det var ikke der, gerningsmanden kunne findes, siger han.

Melder sig selv

I løbet af lørdagen smider Palle Sørensen nogle tyvekoster væk på Amager. Han mødes han med en ven. De taler om det, der er sket, men Palle Sørensen fortæller ikke, at det er ham, der har gjort det.

På scooter passerer han politiet. De opdager ham ikke.

Det står efterhånden klart for ham, at han ikke kan tage hjem. Der er for meget politi ved bopælen. Derfor henvender han sig selv til politiet.

Han giver en bekendt scooteren og tager så sin bil til Politigården i København.

- Der var næsten helt tomt ved skranken, for politiet var ude for at søge efter mig, fortæller Palle Sørensen.

Manden ved skranken spørger: ”Nå, hvad kan jeg gøre for dem?”.

Palle Sørensen svarer: ”Jeg tror nok, der er nogen, der vil snakke med mig.”

”Nå, hvad er dit navn”, spørger manden ved skranken.

”Ja, det er Palle Sørensen.”

- Så blev der stille. Og ud af skabe og døre væltede politiet. De hang omkring mig. Jeg kunne næsten ikke nå gulvet, siger Palle Sørensen i dag.

Palle Sørensen bliver ifølge Justitsministeriet anholdt søndag den 19. september 1965. Året efter, i august 1966, idømmer Højesteret Palle Sørensen livstid for de fire drab.

”Hele mit liv er jo ødelagt”

Fire mord på samvittigheden. Et halvt liv i fængsel. Ti år i isolation.

Det store spørgsmål rejser sig. Hvorfor skød og dræbte Palle Sørensen fire personer den nat i 1965?

- Det er åndssvagt. Der gik panik i mig. Det er ikke godt, siger Palle Sørensen i dag.

Han havde før været i fængsel i 11 år og ønskede ikke at komme i fængsel igen.

Derfor skød han, siger han i dag.

Derfor dræbte han fire unge politifolk mellem 24 og 28 år. Tre skudt i hjerteregionen. Alle var gift og flere havde børn.

Selv kalder han det firedobbelte mord for vanvittigt. Fuldstændig sindssygt.

- Hele mit liv er jo ødelagt. Det er det. Jeg har siddet inde i 44 år i alt, siger han.

Tænker Palle Sørensen på, at det var fire unge mænd, han slog ihjel?

- Ja, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan ikke lave om på det. Det har jeg spekuleret på i lang tid. Det har jeg. Det kan jeg ikke lave om på. Desværre, lyder det fra den 88-årige mand.

Fortrød han det med det samme?

- Jeg har fortrudt lige med det samme. Det var helt vanvittigt. Ellers ville jeg jo være fuldstændig tåbelig, hvis jeg gik og pralede med det der. Det gør jeg fandeme ikke, siger han.

Men det er ikke alle, der gennem årene har lagt afstand til Palle Sørensens kriminelle adfærd.

Nogle miljøer har nærmest beundret Palle Sørensen. Fire-nul til Palle har det lydt.

Palle Sørensen husker, hvordan en tjener på en restaurant har spurgt om hans autograf. Først til nogle gæster. Bagefter til sin søn. Det fik de.

På Christiania har han også oplevet at få tilbudt både gratis sko og hash.

Palle Sørensen lægger ikke afstand til denne heltedyrkelse fra de kriminelle miljøer. Men han siger, at han heller ikke sætter pris på det.

- Jeg er da ligeglad. Jeg må da holde gode miner til slet spil. Jeg vil da ikke også gøre mig uvenner med underverdenen. Det vil jeg ikke. Så er den først helt gal, siger han.

88-årige Palle Sørensen bor i dag i en mindre lejlighed i København. I sit værksted arbejder han med dirke og skruer til skibe. I 1998 kom han ud af fængslet efter 33 år bag tremmer. (Foto: JAKOB ANDRESEN © DR Nyheder)

Benådet efter 33 år bag tremmer

Efter næsten 33 år bag tremmer i Vestre Fængsel, Vridsløselille Statsfængsel, Nyborg Statsfængsel, Sønder Omme og kriminalforsorgens pension i Lyng valgte den daværende socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen at benåde den 71-årige Palle Sørensen den 4. maj 1998.

Noget der kom med i det landsdækkende dagblad Politikens oversigt over, hvad der skete af store ting i løbet af året.

”Efter 33 år bag tremmer kunne den landskendte fange Palle Sørensen endelig kalde sig for en fri mand. Gennem kriminalforsorgen havde justitsminister Frank Jensen (S) besluttet at lade den 71-årige fange benåde.”

Men selvom Palle Sørensen afsonede flere år i isolation, har det været et ok liv i fængsel.

- Jeg havde det da meget godt i fængslet. Jeg havde fire arbejdspladser der. Jeg lavede træsko, og jeg lavede støvler til postvæsenet. Jeg sad og rullede stearinlys og julelys, siger han.

Benådningen var han dog tilfreds med.

- Nok er nok. Det sagde han. Det var jeg glad for, fortæller han.

Det er der måske en grund til. Palle Sørensen er en af de personer, som har siddet længst tid i fængsel i Danmark.

Da han blev benådet, sad fanger idømt fængsel på livstid ifølge Justitsministeriet normalt i fængsel i 13 år.

Det undrer vidnet Poul Uhlig, som fandt de to betjente dræbt af Palle Sørensens skud.

Han føler stadig ubehag, når han taler om sine oplevelser for 50 år siden. Var han selv blevet skudt, hvis han var kommet et par minutter før, spørger han. Under DR’s interview med ham, knækker stemmen.

Men på trods af de voldsomme oplevelser, så forstår han ikke, at Palle Sørensen fik 33 års fængsel.

- Han blev nærmest lynchet i blade. Der var en form for folkejustits. Der er en lov, og den skal gælde for alle. Hvorfor skulle han have en hårdere straf end alle andre, der har slået nogen ihjel, spørger Poul Uhlig.

https://www.facebook.com/drp1/videos/1627316104224326/

Facebook
Twitter