Pandaerne kommer til København om tre uger

4. april flytter et kinesisk pandapar ind i Københavns Zoo. Gæster kan se pandaerne fra 11. april.

Det er to pandaer som disse, der snart kommer til den zoologiske have i København. Pandaerne på billedet er fra Chengdu, kaldet "pandaernes hjemby", hvor de to, som kommer til Danmark, også er fra. (Foto: JASON LEE © Scanpix)

Nu er det officielle ankomsttidspunkt på plads.

Torsdag den 4. april klokken 18.35 ankommer pandaerne Mao Sun og Xing Er til Zoologisk Have i København.

Og det er en stor begivenhed, hvis man spørger videnskabelig direktør i Zoologisk Have, Bengt Holst.

- Pandaen er blevet et ikon inden for naturbevarelse. Og da vi inden for de sidste 25-30 år har gjort meget for naturbevarelse, så er det stort at være med til den historie.

- Og så er det et spændende dyr at arbejde med.

De to pandaer, der kommer fra Kina, skal bo i et nybygget panda-anlæg, som er tegnet af arkitekten Bjarke Ingels, og hvor besøgende fremover kan følge dem på nærmeste hold.

Og ikke et græsstrå er tilfældigt, fortæller Bengt Holst.

- Det hele er lavet for at tilgodese dyrenes velfærd og sikkerhed - både for dem og for dyrepasserne. Og publikums oplevelse.

Lever hver for sig

Klimaet i København svarer til det klima, pandaerne kommer fra i Kina. Derfor har Zoologisk Have satset på, at de skal være ude hele tiden – bortset fra, når anlægget skal gøres rent, eller hvis det bliver ekstremt varmt eller koldt.

Da pandaer lever hver for sig, bortset fra de fire dage, hvor hunnen er i brunst, vil der være to anlæg.

- Der er et hun-anlæg og et han-anlæg, men indretningen er stort set ens med vand, klatretræ og bambus. Og så er der en restaurant, hvor gæsterne kan sidde og kigge på pandaerne, siger Bengt Holst.

Pandaparrets ankomst bliver den foreløbige kulmination på mange års arbejde på at få de bambus-ædende bjørne til Danmark.

I videoen ses hun-pandaen Mao Sun ifærd med at spise bambus. Pandaer spiser kun bambus og i 15 timer i døgnet. Det bliver i gennemsnit 18-20 kilo om dagen.

Allerede inden 2014 havde der været flere års dialog med kineserne, men det var her, at dronning Margrethe på et statsbesøg i Kina lavede en formel aftale med Kinas præsident, Xi Jinping, som under besøget offentliggjorde, at Danmark skulle have to pandaer.

Selv om det fra kinesisk side kaldes en gave, er der dog kun tale om en låneaftale, der løber over 15 år.

Første spadestik i 2017

Siden gik det ikke helt så hurtigt som ventet. Blandt andet fordi der i starten manglede penge til at bygge panda-anlægget.

Men i maj 2017 besøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den kinesiske præsident, og her blev den endelige aftale underskrevet, og i november 2017 kunne statsministeren og den kinesiske ambassadør i Danmark så tage det første spadestik til byggeriet i Københavns Zoo.

Projektet har også mødt kritik fra flere politikere undervejs. Især Dansk Folkeparti har været meget kritisk.

Billedet her er fra den 12. februar i år, hvor man stadig var i gang med at bygge anlægget i Københavns Zoo, hvor de to pandaer skal holde til. Anlægget er formet som et Yin og Yang-tegn (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den officielle åbning af panda-anlægget finder sted for inviterede gæster onsdag den 10. april med dronning Margrethe og kronprinsesse Mary, den nye protektor for Zoologisk Have. Statsministeren og repræsentanter fra Kina vil også være tilstede.

I en pressemeddelelse fortæller administrerende direktør i Zoologisk Have, Jørgen Nielsen, at pandaerne er en statsgave til dronningen, men at det vigtigt, at pandaerne bliver hele Danmarks pandaer.

- Derfor bliver det også spændende, når champagnen er boblet af, og vi og vores gæster for alvor skal lære de to pandaer at kende. For der venter os mange gode, sjove og lærerige oplevelser i mødet med de to bjørne - og det ved jeg, at både vi og vores gæster ser meget frem til, lyder det.

Først dagen efter klokken ni vil anlægget være åbent for offentligheden. Her vil kronprinsessen også deltage ved åbningen.

Facebook
Twitter