Pandaknald udeblev i København - men fødslen gik lige efter bogen hos næsehornene

Næsehornsunge er et hvidt næsehorn, der er en meget dyrerace.

Omkring klokken 13 i dag gik vandet hos det drægtige næsehorn i Københavns Zoo, og en time og et kvarter senere var næsehornsungen født.

Og det var en fødsel, der gik lige efter bogen, siger Mads Bertelsen, der er dyrlæge i Københavns Zoo.

- Det er gået rigtig, rigtig godt. Det er også en erfaren dame, der har født.

Moren, der har været drægtig i 17 måneder, sørger for at passe godt på den lille unge, så personalet har endnu ikke haft mulighed for at tjekke kønnet, men de er ret sikre på, at det er en han.

Den har endnu ikke fået et navn, men skal opkaldes efter noget, der fortæller om dens afrikanske ophav - for eksempel en nationalpark eller en flod.

Næsehornet skal ikke blive i København. Når den er stor nok til at blive adskilt fra sin mor, vil en avlskoordinator i et europæisk samarbejde finde ud af, hvor den genetisk passer ind og blive flyttet til en anden zoo.

- Det er først om 2-3 år, så der er rigelig lejlighed til at komme ind og se den, når vi engang er klar til at åbne igen, siger Mads Bertelsen.

Et plaster på den manglende pandaparring

Fødslen af næsehornet er også et lille plaster på såret for, at pandaparret Xing Er og Mao Sun ikke fik parret sig.

Normalt lever de to pandaer i hvert sit bur, men de seneste dage har de gået rundt sammen, fordi de var i brunst. Hunpandaen er kun i brunst én gang om året på ret kort vindue mellem 12 til 36 timer, hvor pandaerne kan parre sig.

Og selvom pandaerne godt kunne lide hinanden - eller som Mads Bertelsen formulerer det, så har de "ikke ædt hinanden" - ja, så blev det ikke til et pandaknald i den her omgang.

- Hunnen gjorde sig til alt, hvad hun kunne, og hannen fattede det simpelthen ikke, siger dyrlægen.

For selvom hunpandaen Mao Sun gjorde sig til ved at stille sig op, svaje ned i ryggen, løfte halen og gå ind foran hannen, så havde Xing Er travlt med noget andet:

- Han sad og kiggede på det her fristende syn, skulle man synes, og valgte i stedet at spise bambus, siger Mads Bertelsen.

Pandaerne er nu tilbage i hver deres anlæg.

Derfor må pandaerne nu vente et år, før de kan blive sat sammen igen engang i april 2021, når hunnen er i brunst igen.

Truet dyreart: 'Plus hver gang sådan en kommer til'

Tilbage i næsehornsstalden er der dog højt humør. Overordnet var det en succes, at pandaerne kunne lide hinanden, og så er næsehornsungen også af den truede race det hvide næsehorn.

- Det, der desværre sker i naturen, er, at de her dyr bliver efterstræbt på grund af deres horn, så der bliver skudt rigtig mange, selvom man gør rigtig meget for at beskytte dem. Derfor er det et plus hver gang sådan en kommer til, siger Mads Bertelsen.

Krybskytteri er den største trussel mod alle typer næsehorn.

Krybskytter kan sælge horn fra hvide næsehorn for mere end 300.000 kroner pr. kilo.

I 1970'erne levede der flere end 20.000 næsehorn i Kenya. Sidste år blev antallet i det store afrikanske land talt til at være nede på omkring 600, hvoraf stort set alle var sorte næsehorn.

Rettelse: I en tidligere udgave artiklen stor det hvide næsehorn omtalt som "ekstremt truet". Flere andre næsehornsracer er mere truede, så vi har ændret formuleringen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter