Pandaudklædte demonstranter er klar ved Zoo: 'Danmarks Kina-politik er pinlig'

To demonstrationer vil gøre opmærksom på Kinas menneskerettighedskrænkelser, når pandaanlægget åbnes.

Demonstranterne mener, at Danmark ser stort på Kinas menneskerettighedskrænkelser for at tækkes stormagten. (Foto: Claus bech © Scanpix)

I Zoologisk Have i København er der lagt op til skåltaler og store smil, når dronningen og den kinesiske ambassadør kommer for at åbne anlægget, hvor de to pandaer, Mao Sun og Xing Er, skal bo.

Foran havens hovedindgang er stemningen dog knap så løftet. En mindre flok demonstranter har taget opstilling for at protestere mod det, som de mener er et knæfald for stormagten Kina.

Med tibetanske flag i hånden lægger de ikke skjul på, at Danmark efter deres mening har indrettet sin udenrigspolitik underdanigt for at holde sig på god fod med kineserne.

- Jeg synes, at det er pinligt, at Danmark ikke kritiserer Kinas besættelse af Tibet, og jeg demonstrerer mod den danske Kina-politik, der er kynisk og udelukkende baseret på, at Kina udgør et stort marked. Man er bange for at miste penge, siger en af demonstranterne, der er udklædt som panda.

Tibet og Falun Gong

  • Støttekomiteen for Tibet, Dansk Selskab for Tibetansk Kultur og Studerende for et Frit Tibet afholder demonstrationen "Stop pandadiplomatiet!" foran Zoologisk Have i København, (Foto: Claus bech © Scanpix)
  • Demonstranterne mener, at Kina knægter tibetanernes menneskerettigheder ved at nægte dem basale frihedsrettigheder. (Foto: Claus bech © Scanpix)
  • De har taget opstilling over for hovedindgangen til Københavns Zoo. (Foto: Claus bech © Scanpix)
  • Flere af dem er klædt ud som pandaer i protest mod pandadiplomatiet, hvor lande, der er på god fod med kineserne, kan komme med i det omfattende avlsprogram for de ikoniske dyr. (Foto: Claus bech © Scanpix)
1 / 4

Kina besatte i 1950 Tibet, og i 2009 kom Danmark i kinesisk modvind, da statsminister Lars Løkke Rasmussen mødtes med Dalai Lama, Tibets eksilerede leder.

Det førte til, at Danmark på diplomatniveau gav udtryk for ikke at ville støtte Tibets krav om selvstændighed. En handling, der normaliserede forholdet til Kina igen.

Ifølge Københavns Politi er der anmeldt to demonstrationer i forbindelse med åbningen af pandaanlægget i Zoologisk Have.

Den ene står Støttekomitéen for Tibet og Studerende for et Frit Tibet bag, og den anden er arrangeret af Falun Dafa.

Falun Dafa går også under navnet Falun Gong og er en nyere kinesisk religion, som styret i Beijing har forbudt, fordi det mener, at den kan undergrave den kinesiske stat. Som resultat bliver Falun Gong-tilhængere forfulgt.