Pandemien vokser: Kontakttallet stiger til 1,3

10 coronasmittede personer i Danmark smitter i gennemsnit 13 andre, og dermed vokser pandemien ifølge beregningerne af kontakttallet.

- Jeg mener ikke, at vi skal gøre noget på det her grundlag, men vi skal følge udviklingen tæt, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge på Forskningsenheden for Klinisk Mikrobiolog på Syddansk Universitet, om det stigende kontakttal. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Coronapandemien er på fremmarch i Danmark.

I hvert fald hvis man ser på kontakttallet, der er steget til 1,3.

Det skriver Sundhedsministeriet på Twitter.

Kontakttallet viser, hvor mange en coronasmittet person i gennemsnit smitter. Sundhedsmyndighederne beregner det hver uge, og denne uges tal betyder altså, at 10 coronasmittede vil give smitten videre til 13 andre personer.

Hvis kontakttallet ligger over 1, så vil antallet af smittede stige, hvis det omvendt er under 1, så vil epidemien aftage.

I sidste uge var kontakttallet 1,2, og det var det højeste siden november 2020 ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Ligesom i sidste uge gør Sundhedsministeriet dog opmærksom på, at tallet skal ses i lyset af en ændret testadfærd i befolkningen.

- Alle opfordres til at følge de smittereducerende forholdsregler og at lade sig vaccinere. Myndighederne følger udviklingen tæt, skriver ministeriet på Twitter.

I sidste uge tilskrev Sundhedsministeriet den voksende pandemi, at den mere smitsomme deltavariant udbredes mere og mere i det danske samfund. Onsdag meldte Statens Serum Institut ud, at deltavarianten var fundet i 55,4 procent af de positive prøver, der blev analyseret ugen før.

Ingen grund til panik

Den stigende smitte i samfundet bør vi følge meget nøje, mener Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge på Forskningsenheden for Klinisk Mikrobiolog på Syddansk Universitet.

- Men der er ingen grund til panik. Jeg mener ikke, at vi skal gøre noget på det her grundlag, men vi skal følge udviklingen tæt, siger han.

De seneste dage har de daglige smittetal været stigende. Alene det seneste døgn er 1.055 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark - det er første gang siden 1. juni, at tallet når over 1.000.

Samtidig er antallet af indlagte steget med 10 siden i går - 47 er nu indlagte med covid-19 på de danske hospitaler.

Ifølge Hans Jørn Kolmos kan den stigende smitte være eftervirkninger af den EM-fest, der har været rundt omkring i det danske land de seneste uger.

- Lad os nu se, om det ikke er udtryk for, at vi har været lidt for sorgløse i forbindelse med de her fodboldbegivenheder. Det kan godt være, det er det, der får smitten til at taget et hop. Lad os se, hvordan det udvikler sig de kommende dage og uger, siger han.

Men hvis det fortsætter, så står vi ikke i en god situation forud for efteråret, hvor virusspredning har bedre vilkår end i sommervarmen, mener Kolmos.

- Vi skal tage det alvorligt, fordi selvom vi vaccinerer flere og flere, så ønsker vi ikke at gå ind i efteråret med høje smittetal.

Men til efteråret vil alle være blevet tilbudt en vaccine, så hvorfor er det et problem?

- Det er smittetrykket, der er facit - ikke vaccinationerne. Vaccinationerne laver vi for at forhindre, at smittetrykket stiger, og så må vi se, hvor godt det virker - det ved vi ikke endnu. Vi kan bare konstatere, at i lande som Israel og Storbritannien har man set ret store smittestigninger, selvom mange er vaccinerede, siger Hans Jørn Kolmos.

Facebook
Twitter