Unge sigtet i børnepornosag

Pape om sigtelser mod unge: Jeg kan godt have ondt af dem

Justitsministeren håber, at forældre vil tale med deres børn om ulovlig deling af sexvideoer.

Søren Pape Poulsen (K) håber, at sagen vil få de unge til at indse, at det er dybt kriminelt at dele sexvideoer på nettet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Mange af de over 1.000 unge, som er sigtet for at have delt seksuelt krænkende video- og billedmateriale på Facebook-chatprogrammet Messenger, har ikke været klar over de mulige konsekvenser.

Derfor kan justitsminister Søren Pape Poulsen (K) godt have lidt ondt af de uoplyste unge mennesker.

- Jeg synes, det er dybt ulykkeligt, og jeg kan godt have ondt af dem, for de har ikke tænkt over det. Men vi er nødt til at tænke på ofrene. Det her med at du bliver udstillet overfor flere tusinde mennesker, og at noget meget privat og intimt bliver delt, det går ikke. Det er man nødt til at stoppe, siger Søren Pape Poulsen.

De unge er sigtet for at have delt seksuelt krænkende video- og billedmateriale med en dreng og en pige, der på tidspunktet for optagelsen begge var 15 år. De sigtede risikerer nu at blive dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf om distribution af børneporno.

Hovedparten af dem, der bliver sigtet, har delt materialet et par gange, men der er også enkelte personer, som har gjort det flere hundrede gange. Materialet blev ifølge Rigspolitiet delt frem til efteråret 2017.

Samtaler hjemme ved middagsbordet

For Søren Pape Poulsen er det vigtigste at få informeret de de unge om, at det er ulovligt at dele den slags materiale.

- Det er unge mennesker, der bliver udstillet, og det kan jo mærke nogen for livet.

- Når vi taler med de unge mennesker, kan vi jo høre, at det her foregår, og jeg tror, mange gør det uden at tænke over, hvad de gør sig selv skyldige i.

- For mig er det her meget forebyggende. At man får talt om, at det er dybt krænkende at dele billeder, hvor folk har sex. Jeg håber, det her giver anledning til nogle gode samtaler hjemme ved middagsbordene, siger Søren Pape Poulsen.

Søren Pape Poulsen håber, at man med mere oplysning kan få de unge til at forstå budskabet.

- Nu vil politiet igangsætte en forebyggende indsats. Det her skal der tales om, så man ser alvoren i, at det her er meget forkert og kan have voldsomme konsekvenser, siger Søren Pape Poulsen.

R: Også en alvorlig sag for Facebook

Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen (DF) glæder sig over, at politiet er kommet til bunds i sagen.

- Nu kan man komme i gang med at retsforfølge nogle af de personer, der har haft en meget dårlig opførsel og ifølge politiet har brudt loven. Jeg håber, at de her personer stopper op og tænker over, hvad det er, de har forvoldt af skade og smerte på andre mennesker, siger han.

Han håber, at sagen får forældre til at tale med deres børn om deres opførsel på internettet.

- Jeg håber, at det virker præventivt, så vi ikke ser de her sager i fremtiden, og der er nogle forældre, der tager en snak med deres børn over spisebordet og siger, at de skal opføre sig ordentligt, når de er på internettet, og at de skal være nogle gode kammerater, siger Peter Kofod Poulsen.

Samme melding kommer fra de Radikales politiske leder, Morten Østergaard (R). Men ifølge ham er det ikke kun en sag for politi, forældre, politikere og organisationer. Det er også en alvorlig sag for Facebook.

- Facebook griber først ind, efter at det krænkende materiale er delt mere end 1.000 gange. Jeg mener, tiden er kommet til, at sociale medier skal behandles, som vi behandler andre medier.

- De skal kunne stilles til regnskab, hvis deres medie bruges til kriminelle handlinger. Og de skal tage et langt større ansvar, så udbredelsen standses hurtigere, siger han.

Facebook
Twitter