Parkeringspladser, stadions eller folkeskoler. Se hvad din kommune bygger

Kommunerne bruger flere penge på byfornyelse, slidte veje og folkeskoler.

Sidste år brugte kommunerne et rekordbeløb på at forskønne byerne med blandt andet pænere baggårde, torve og parker. Seks kommuner havde de største byggeudgifter til netop byfornyelse, men hvad vælger de øvrige kommuner at bygge?

Folkeskolen stod sidste år øverst på listen, da 25 kommuner valgte at bruge flest penge på nedslidte klasselokaler og gymnastiksale. På andenpladsen kommer veje, som 24 kommuner valgte at prioritere højeste efterfulgt at stadions og idrætsanlæg og dernæst byfornyelse.

Det viser kommunernes regnskaber ifølge Danmarks Statistik.

Hvad brugte din kommune flest penge på af byggeri sidste år?

Kør musen henover kortet og se de fem ting, som kommunen havde de største udgifter til på anlægskontoen i 2017.

KL: Mange kommunale bygninger er slidte

Næste år har kommunerne aftalt med regeringen, at de må bygge for 800 millioner kroner mere end i år. Pengene kan gå til kommunalt byggeri som for eksempel skoler, daginstitutioner, veje og falder på et tørt sted, mener Jacob Bundsgaard (S), formand for KL og borgmester i Aarhus.

- Vi har et efterslæb på mange kommunale bygninger. Skoler har behov for at blive renoveret, hvis de skal leve op til moderne standard, siger han.

Det er en stor udfordring for kommunerne, at der både kommer flere ældre, og at borgerne har forventninger til, at bygninger og veje er i orden.

- Kommunerne er enormt pressede for at følge med. Der er behov for at investere i anlæg, mener han.

S: Kommuner må gerne bygge mere

I dag må kommunerne samlet set ikke renovere eller bygge for flere kroner, end de aftaler med regeringen – også selvom en kommune faktisk har råd til det.

Socialdemokratiet vil gerne give kommunerne lov til at bruge flere penge på renoveringer og byggeri, end de 17,8 milliarder, der er aftalt for næste år.

- Vi kommer ikke uden om, at der skal flere penge til. Det er penge, som allerede er i kommunernes kasser, siger Magnus Heunicke, velfærdsordfører for Socialdemokratiet, som mener, at valget står mellem, om der skal gå penge til skattelettelser eller for eksempel renovere skoler.

Han vil dog ikke ind på, hvor mange ekstra millioner kommunerne må bygge for.

V: Kommuner skal bygge forsvarligt

Venstre er enige i, at nogle kommunale bygninger er slidte. Men finansordfører Jacob Jensen (V) mener, at det er uforsvarligt at lade kommunerne bruge mange flere penge på at renovere. For øjeblikket er der godt gang i byggeriet, og byggebranchen fortæller, at de mangler arbejdskraft. Giver kommunerne sig til at bygge mere og sætte i stand, kan det presse lønningerne i byggeriet i vejret.

- Når en stor del af byggebranchen mangler arbejdskraft, skal man ikke give den fuld gas. Som regering har vi det samlede ansvar for at holde dansk økonomi på sporet, siger Jacob Jensen og peger på, at kommunerne snarere skulle prioritere, hvad de bruger bygge-kronerne på.

Det prioriterer kommunerne at bygge

Grafen viser, hvor stor del af kommunernes byggekroner i procent, som går til syv store områder. De seneste år har kommunerne brugt en mindre del af pengene på ældreboliger og byggegrunde end tidligere, men prioriterer til gengæld i højere grad folkeskoler og veje.

Facebook
Twitter