Medieforhandlinger

Partier bag medieaftale: Digitale medier får det nemmere

Regeringen og DF mener, at digitale medier bedre kan tjene penge på netjournalistik.

Med indgåelsen af en ny medieaftale bliver det i fremtiden nemmere for de digitale medier at få forretningen til at køre.

Det mener partierne bag den nye medieaftale, som i nat blev indgået mellem en smal kreds med regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

- Statslig mediestøtte redder ikke medierne i Danmark, fordi der er nogle langt større kræfter på spil, men vi kan her sikre nogle gode rammer til de nye måder at arbejde med journalistikken på, sagde kulturminister Mette Bock (LA) i nat, da parterne havde afsluttet forhandlingerne.

- De digitale mediers udviklingsmuligheder bliver sikret, siger ministeren med henvisning til, at aftalen lægger op til at fritage netmedier for moms, som trykte medier i dag er det.

Ændringen kræver, at EU-reglerne på området ikke kolliderer med momsfritagelsen. I så fald bliver netmedierne kompenseret på anden vis.

Hvad går aftalen ud på?

  • DR skal gå fra bred medievirksomhed til en kulturinstitution.

  • Licens afskaffes.

  • Bedre vilkår for de digitale nyhedsmedier med momsfritagelse.

  • Radio24syv flyttes delvist fra København til Vestdanmark.

  • Ny radiokanal med fokus på kultur - herunder klassisk musik - samt en ny tv-kanal med kultur og folkeoplysning.

  • En forøgelse af public service-puljen til 101 millioner kroner.

  • Øget støtte til den regionale og lokale nyhedsformidling i hele landet.

  • Filmstøtten øges med 120 millioner kroner.

Scroll nederst i artiklen for at se, hvad hele medieaftalen indeholder.

DF glade for fokus på Vestdanmark

Det er også momsfritagelsen, som Venstre og Konservative fremhæver som værende meget positivt ved aftalen. Danskerne er på de digitale medier, og nu kan det med momsfritagelsen blive en bedre forretning at satse på digital formidling, lyder det.

- Det har længe været svært at skabe en forretning på digitale medier, og vi håber, vi kan være med til at udvikle de digitale medier, så det bliver en bedre forretningsmodel, siger partiets medieordfører Mads Fuglede.

Hos Dansk Folkeparti er man især tilfreds med, at aftalen ifølge partiet sikrer en bedre balance mellem medieudbuddet i hovedstaden og i Vestdanmark, at de regionale medier får flere midler, at besparelserne på TV2's regioner er blevet droppet, og at Radio24/7 skal flytte sit hovedsæde til Vestdanmark.

- Vi håber selvfølgelig på, det bliver Aarhus, og at de også kommer til at producere omkring halvdelen af programporteføljen i Vestdanmark. Udover det kommer der både en ny radiokanal og en ny tv-kanal i Vestdanmark. Alt i alt bliver balancen mellem hovedstadsområdet og Vestdanmark mere rimelige end i dag, siger partiets medieordfører Morten Marinus.

Mange lange møder

Forhandlingerne mellem parterne har ikke været nemme og har taget flere måneder med 'mange møder og lange møder', som kulturministeren udtrykker det.

- Alle skal give og tage for at nå en aftale, og det har taget rigtig lang tid. Jeg synes godt, vi kan være denne her aftale bekendt, siger Morten Marinus.

Kulturministeren havde gerne set, at der var landet en bred medieaftale. Men de røde partier ville ikke være med til regeringens linje.

- Vi har fra starten lagt op til, at det kunne være fint at få en bred aftale, men også sagt, at vi hellere ville have en smal aftale, hvis ambitionsniveauet skulle sænkes. Det er en smal aftale, men den sikrer, at danske medier har mulighed for at levere et troværdigt indhold til danskerne i de kommende år, siger hun.

Konservative havde som mål at sælge TV2, og det ærgrer partiets medieordfører, Mette Abildgaard, at man ikke fik det krav igennem.

- Men vi er glade for, at der trods alt står i aftalen, at vi om to og et halvt år skal have en ny drøftelse af det. Vi er glade for, at vi holder et vindue åbent, siger hun.

Parterne havde allerede inden medieaftalenbesluttet at skære DR med 20 procent. Næste skridt for politikerne bliver at lave DR's nye public service kontrakt, som kulturministeren forventer vil være færdig i midten af september. Heri vil det fremgå mere specifikt, hvad det er, som DR skal lave i fremtiden.

Hovedpunkter i medieaftale. (Foto: Grafik: Pernille Fik Koldbech © DR Nyheder)
Hovedpunkter i medieaftale. (Foto: Grafik: Pernille Fik Koldbech © DR Nyheder)
Facebook
Twitter