Partier drømmer om storskærmsarrangementer til EM: 'Men vi er også nødt til at være forsigtige'

DBU og Dansk Erhverv kræver vished forud for EM. Den kommer måske i den kommende uge.

Storskærmsarrangementer kan måske blive afholdt med maksimalt 10.000 deltagere fordelt i sektioner. (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

God stemning, rødhvid ansigtsmaling og fælles fejring af danske EM-mål ved storskærmsarrangementer kan kun blive en realitet, hvis coronasmitten ikke kommer ud af kontrol.

Det understreger Kasper Sand Kjær, der er kulturordfører for Socialdemokratiet, efter at DBU og Dansk Erhverv er kommet med et fælles opråb til Christiansborg om, at politikerne skal få aftalt en model for, hvordan store arrangementer, heriblandt storskærmsarrangementer, kan afholdes hen over sommeren.

- Der er jo rigtig mange arrangører af store begivenheder hen over sommeren, som venter på svar. Derfor sidder vi i en svær opgave med de andre partier om at finde nogle forskellige ordninger for, hvordan de store arrangementer kan finde sted, siger Kasper Sand Kjær.

Ekspertgruppen, der i april kom med sine anbefalinger om afholdelsen af sommerens store begivenheder, har skitseret flere trin. Og det er dette trin, der kaldes fase 2b, som DBU og Dansk Erhverv læner sig op ad.

Ekspertgruppens forslag går på, at arrangementerne skal inddeles i sektioner af 2.000 personer, og der skal være et loft på 10.000 deltagere. Desuden er der krav om coronapas og plads nok til, at deltagerne har mulighed for at holde passende afstand.

- Vores udgangspunkt er, at vi selvfølgelig skal finde en vej, hvor det kan lade sig gøre at forsamle mange mennesker. Men vi er også nødt til at være forsigtige, for vi kan ikke risikere en tredje bølge ved at slippe det hele løs, når vi står så tæt på at have rullet vaccinerne ud for alvor, siger Kasper Sand Kjær.

Hør Kasper Sand Kjær fortælle her:

'11. juni kunne være en rigtig god dato'

Den 12. juni spiller Danmark mod Finland i Parken, men selve slutrunden begynder dagen før, når Italien spiller mod Tyrkiet i Rom. Derfor håber DBU og Dansk Erhverv, at fase 2b bliver iværksat inden den 11. juni.

Hos De Konservative mener idrætsordfører Mai Mercado, at det er helt oplagt at kigge den vej i forhandlingerne.

- Det er en god idé at komme med en plan og en udmelding for, hvornår man kan begynde at afholde arrangementer, og 11. juni kunne være en rigtig god dato. Så signalerer man også til befolkningen, at der kommer en fejring af EM - under nogle restriktioner selvfølgelig, siger hun.

Sådan så det ud i Aarhus, da Danmark bragte sig foran 1-0 i VM-ottendedelsfinalen mod Kroatien i 2018. Det endelige resultat taler vi ikke om:

Mai Mercado medgiver, at man jo naturligvis aldrig kan give garantier, men hun anerkender, at arrangørerne har behov for klarhed.

- Vi er jo ikke herre over smitten, og derfor vil der kunne komme ændringer, men jeg synes faktisk, at det er fair at kunne give den vished, så man har noget at arbejde efter og planlægge efter.

Enhedslisten: Vær tålmodige

I den anden side af Folketinget står Enhedslisten. Her forstår kultur- og idrætsordfører Søren Søndergaard "sørme godt", at arrangørerne vil have klar besked.

Han beder dem dog om at have lidt mere tålmodighed og udvise tillid til det etapesystem, som har præget den danske genåbning, hvor man løbende åbner, alt efter hvordan smitten udvikler sig.

- Vi er da lige så interesserede som alle mulige andre, at der kan blive mulighed for at se EM på landets gader og pladser, hvis det kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Søren Søndergaard. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Der er jo en relativ klar plan, som betyder, at man nu skal kigge på de her ting inden længe, og det bliver DBU og Dansk Erhverv desværre også nødt til at afvente. Det værste, der overhovedet kunne ske, er, at vi åbnede op, og nogle ting gik i en forkert retning, og vi dermed havner i en situation, som andre lande er i nu.

Forhandlingerne fortsætter efter planen i morgen, og Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet siger, at man håber på en aftale i begyndelsen af ugen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk