Partier hejser rødt advarselsflag: 18 løsladt efter teledataskandale

Blandt andet er flere bandemedlemmer blevet løsladt.

Blandt de løsladte er både rockere og bandemedlemmer, som har været fængslet på baggrund af teledata.

Flere partier er bekymrede over, at 18 varetægtsfængslede personer er blevet løsladt på grund af fejl med teledata.

For blandt de løsladte er personer, som er tiltalt for grov vold i rockermiljøet og drabsforsøg i bandemiljøet.

Derfor kræver flere retsordførere handling fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Det mest bekymrende er, at man løslader bandemedlemmer. Det undrer mig, og man må kunne have nogle andre ting, man kan holde dem tilbage på, siger De Konservatives retsordfører, Naser Khader, og fortsætter:

- Jeg synes, at justitsministeren skal bede anklagemyndigheden om at vende alle sten, så man sikrer sig, at de sigtede bandemedlemmer ikke bliver løsladt så hurtigt. Det kan få alvorlige konsekvenser.

Det er den seneste udvikling i den såkaldte teledatasag, som har ført til de 18 løsladelser. I begyndelsen af den uge kom det nemlig frem, at anklagemyndigheden ikke kan bruge teledata som bevis i retssager de næste to måneder. Det skyldes, at der har været fejl i telefonmasters placering. Med andre ord kan der være fejl i de data, der har placeret en mistænkt et specifikt sted.

Det betyder også, at alle sager, hvor en sigtet blandt andet sidder varetægtsfængslet på baggrund af teledata, vurderes på ny. Og det er dette, som indtil videre har ført til 18 løsladelser.

DF: Problemer med retsbevidstheden

Hos Dansk Folkeparti følger man også sagen intenst. For selvom retssikkerheden skal holdes i hævd, så er det en balancegang, da der også skal tages hensyn til ofrene, mener Peter Skaarup.

- Jeg synes, at vi har et problem med retsbevidstheden, hvis ofre kan opleve, at deres gerningsmænd kan blive løsladt, fordi politiet og myndighederne har lavet fejl, siger gruppeformanden og fortsætter:

- Vi er nødt til at få justitsministeren på banen og få ham til at fortælle Folketinget, hvor lang tid det her kan fortsætte, for der er også en risiko for, at en drabssigtet flygter eller begår et nyt drab.

Men selv om det er et højt tal, så er det også nødvendigt at mane til besindighed, mener regeringens støtteparti Radikale Venstre.

- Det er et højt tal, og der er ingen tvivl om, at det er lidt noget rod, at vi sætter hårdkogte kriminelle på fri fod. Men det er nu sådan, at det i Danmark kræver et særligt mistankegrundlag for at blive varetægtsfængslet. Og hvis grundlaget kun er teledata - som der lige nu er problemer med - så kan man ikke blive varetægtsfængslet, siger retsordfører Kristian Hegaard.

Justitsministeren afventer en samlet redegørelse fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten for sagen inden udgangen af september.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Det har indtil videre ikke været muligt.

Teledata-skandalen

  • Over 10.000 sager om alvorlig kriminalitet fra 2012 til 2019 skal gennemgås, fordi der er rekvireret teledata i sagerne.

  • Det er stadig uklart, hvor mange af de sager der er omfattet af problemet med mangelfulde teledata.

  • Desuden kom det i sidste uge frem, at der kan være endnu flere sager, der kan have været fejlbehæftede. Derfor kan der også være sager fra før 2012.

  • Og så er det i begyndelsen af denne uge kommet frem, at der er fundet fejl i de geografiske koordinater for telemasters placering. Desuden er der fundet flere fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne vedrørende teleoplysninger.

  • En gennemgang af alle sager i 2018 peger på, at der er mangler teledata i 8,9 procent af sagerne.

  • Men måske er problemet mere omfattende.

  • I maj 2019 gennemgik Rigspolitiet sammen med en politikreds 75 sager fra 2017 til 2019, hvor politiet havde bedt om at få teledata udleveret.

  • I 24 af de 75 sager blev der konstateret uoverensstemmelser mellem rådata og konverteret data.

  • Efter nøjere gennemgang lød konklusionen, at 13 af de 24 sager bør revurderes, fordi telehistorik umiddelbart har haft betydning for sagen. I syv af sagerne er der faldet dom. Tre sager kører stadig, og tre sager er opgivet.

  • Justitsminister Nick Hækkerup har bestilt en samlet redegørelse af sagen fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten. Den skal være færdiggjort inden udgangen af september.

  • Kilde: Rigspolitiet

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter