Partier kalder idé om whistleblowerordning oplagt: 'Noget har været rivravruskende galt'

Efter skandalesag i Forsvarets Efterretningstjeneste anbefales en whistleblowerordning.

- Det er åbenlyst, at der er noget, der er helt vanvittigt galt, siger EL's Eva Flyvholm. Her ses Kastellet i København, hvor FE holder til. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Det er en helt oplagt idé, at der bliver oprettet en egentlig whistleblowerordning i Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), så forhold om kritisable forhold kan komme frem i lyset.

Det mener flere partier i Folketinget.

- Jeg synes jo, at sagen viser, at det er lidt af et tilfælde, at det her kommer frem, for det er jo en whistleblower, der har trådt frem og sagt, at der er noget, der er rivravruskende galt, lyder det fra Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær, der er medlem af udvalget for efterretningstjenesterne.

- Det er en meget fornuftig idé med en reel ordning, tilføjer han.

I går kom det frem, at Forsvarets Efterretningstjeneste ifølge TET har forsøgt at holde oplysninger skjult.

TET oplyser, at sagen er kommet frem på baggrund af materiale indleveret af én eller flere whistleblowere.

Strammere regler hos naboerne

Sagen viser, at der er behov for handling, mener Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.

- Jeg synes, det er helt centralt at få en whistleblowerordning. Det er virkelig vigtigt at få det på plads med det samme. Men derudover skal der altså ryddes op over hele linjen, siger hun.

Eva Flyvholm mener, at der skal "ryddes op over hele linjen". (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Eva Flyvholm peger på, at spillereglerne for danske efterretningstjenester er noget mindre rigide end i andre lande.

- Der er en meget svag kontrol med dem sammenlignet med vores nordiske nabolande. Det har længe været Enhedslistens ønske, at der skulle strammes op.

Tilsyn anbefaler også ordning

I TET's pressemeddelelse fra i går skrev tilsynet, at den særlige undersøgelse er sket på "baggrund af materiale indleveret af én eller flere whistleblowere".

I en af anbefalingerne til, hvad man bør gøre fremadrettet, peger man også på, at der bliver etableret en whistleblowerordning, som ville være oplagt at lægge under tilsynet, blandt andet så de ansatte kan råbe op uden at frygte repressalier fra arbejdsgiveren.

Ifølge TET har FE givet deciderede urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.

- Det er åbenlyst, at der er noget, der er helt vanvittigt galt, som skulle have været fremme for lang tid siden, siger Eva Flyholm.

Også SF støtter idéen om en reel whistleblowerordning.

De Radikale oplyser, at partiet ser positivt på alle anbefalinger.

Forsker: Fornuftigt med ekstern ordning

Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet, forsker i demokratisk kontrol med efterretningstjenester.

Hun mener, at det ville give god mening, hvis whistleblowerordningen lå under tilsynet - og ikke under selve FE.

- Det er helt oplagt, når der er tale om så kontroversielle forhold og dermed også så høj grad af fortrolighed, som efterretningstjenesterne er omgivet af. Så bliver whistleblowing jo ekstra kontroversielt.

- Jeg kan godt forstå, at man lige i netop denne situation understreger, at det skal være en ekstern ordning, der hører under tilsynet, siger Pernille Boye Koch.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk