Hvis du gik og drømte om at flyve væk fra kulden og til varmere himmelstrøg i den nærmeste fremtid, så kan du godt pakke drømmene væk.
Regeringen præsenterede her til eftermiddag på et pressemøde i Udenrigsministeriet nogle meget skærpede rejserestriktioner - både for rejser ind og ud af Danmark.
- Verden går i rød, lød det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Kort fortalt betyder de skærpede restriktioner, at man nu fraråder alle rejser til alle lande.
Inden pressemødet var verdenkortet orange, hvilket betyder, at man fraråder alle ikke-nødvendige rejser.
Dermed gælder restriktionerne nu også forretningsrejser.
- Budskabet er klart, enkelt og alvorligt. Man bør lade være med at rejse ud, siger udenrigsministeren.
Det var dog ikke den eneste ændring, ministrene havde med til pressemødet. Da transportminister Benne Engelbecht fik ordet, oplyste han, at man fra i morgen klokken 17 ikke kan komme på et fly til Danmark uden en negativ coronatest, der højst må være 24 timer gammel.
- Kravet gælder både for danske såvel som ikke-danske statsborgere. Med forbuddet bliver Danmark et af de lande, der går forrest i at udnytte muligheden, som adgangen til test giver. Jeg ved, at Kina har taget et lignende skridt, og jeg forventer, at flere lande vil følge den samme vej, siger Benny Engelbrecht.
Ikke en yndlingsopgave
De markante ændringer i rejserestriktioner skyldes ifølge regeringen de nye corona-mutationer fra især Storbritannien og Sydafrika, der smitter mere, end den virusvariant vi har mest af herhjemme i øjeblikket.
Det bliver flyselskabernes ansvar at tjekke, om rejsende til Danmark har den nødvendige test. Og det stiller store krav, siger Michael Svane, der er branchedirektør for Dansk Industri Transport.
- Vi har trænet, men det er ikke en yndlingsopgave. Ministeren sagde, at man kan komme i fængsel, hvis ikke man lever op til reglerne, så vi skal nok leve op til det her, siger Michael Svane.
Bliver grænseoverskridende
Reglen gælder altså også for danske statsborgere, og det bliver en speciel situation at stå i for personalet, siger han.
- At man skal stå og sige til en dansk statsborger, at man ikke kan tage dem med til Danmark, vil for de fleste blive opfattet som grænseoverskridende.
Michael Svane forestiller sig ikke, at flyselskaberne selv vil være med til at teste de flyrejsende. Ifølge ham er der corona-test i stort set alle lufthavne, der flyver til Danmark, hvilket også blev sagt på pressemødet.
Det er ikke kun flyselskaberne, der kommer til at kontrollere corona-prøver. Det vil man også gøre i de danske lufthavne, siger transportminister Benny Engelbrecht.
- Der vil også blive foretaget stikprøvekontrol i danske lufthavne. På den måde kan vi også holde øje med, om flyselskaberne lever op til deres ansvar.
Indenrigsflyvninger og flyvninger fra Grønland og Færøerne er undtaget fra forbuddet, ligesom børn til og med 12 år ikke behøver en coronatest.