Kører du for stærkt, er der fra og med i dag større risiko for, at du får en bøde for det.
I dag sender politiet nemlig sine 75 nye og 25 gamle og forbedrede såkaldte ATK-vogne ud på de danske veje for at tage billeder af bilister, der ikke overholder fartgrænserne.
Ikke en pengemaskine
Det sker dog ikke med det formål at få bødepenge i statskassen, fastslår Frank Mathiesen, der er centerchef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
- Vores ambition er at få færre dræbte og tilskadekomne i trafikken, og det kan vi opnå ved at sætte ind med mere kontrol. Hvis folk kørte efter reglerne og overholdt fartgrænserne, ville der ikke komme nogen bøder ind, og det ville sådan set være fint, for så havde vi opnået det, vi gerne ville.
De i alt 100 fotovogne, forklædt som almindelige biler, som politiet nu råder over, skal hver på arbejde i 1000 timer om året og vil blive fordelt over hele landet.
- Vi forsøger at placere bilerne der, hvor der er flest farlige strækninger, og ud fra en vurdering af, hvor der sker flest uheld, siger Frank Mathiesen.
Radar, blitz, bøde
De såkaldte ATK-vogne har en indbygget radar, der over fire vejbaner kan måle to biler i sekundet. Kører man for stærkt, vil man bemærke en stor, rød blitz, der foreviger lovovertrædelsen samt ens nummerplade.
Kører man op til 30 procent for stærkt, vil man modtage en bøde med posten. Overskrider man hastigheden med mere end 30 procent, får man et klip i kørekortet.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54c7ae40a11f9d1ba0db82eb
Antal ulykker skal halveres frem mod 2020
I 2014 mistede 183 mennesker livet på de danske veje, viser en foreløbig opgørelse fra Vejdirektoratet.
Selvom der er tale om det næstlaveste antal, siden man begyndte at føre statistik på området, er der plads til forbedringer.
Frem mod 2020 er der i Danmark en målsætning om at halvere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.
Gode erfaringer fra udlandet
Og går det som i udlandet, kan vi med hjælp fra de nye fotovogne nærme os målet, siger Jesper Sølund, der er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
- Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland og Holland har længe brugt automatisk sikkerhedskontrol i stort omfang, og det har en dokumenteret effekt for folks adfærd, siger han.
- Ser man på tværs af disse lande, er der sket en reduktion i antallet af personskader på 20-25 procent, og det er jo ganske betragteligt.
Risiko for at bilve taget afskrækker bilister
Ifølge Jesper Thomsen er det ikke bødestørrelsen, men muligheden for at blive opdaget, der kan få bilisterne til at ændre adfærd.
- Muligheden for at blive opdaget gør, at folk sagtner farten, og dermed kommer der færre alvorlige uheld, siger han.