Pas på fup-konkurrencer på Facebook

Facebook-brugere er begyndt at klage over falske Facebook-konkurrencer, som bagmændene tjener penge på. Se her, hvordan du undgår at blive snydt.

De mange likes og fans, som konkurrencerne skaffer, kan bagmændene i sidste ende tjene penge på, fortæller ekspert i sociale medier. (Foto: ganko © (c) Scanpix)

Like og del – og vind et nyt kamera! Lyder en konkurrence på Facebook for god til at være sand? Så er den det måske også.

Firmaer som Canon og Svane Køkkenet melder om svindlere, som har oprettet Facebook-sider i firmaernes navne og lavet konkurrencer, der har skaffet bagmændene masser af likes og oplysninger, som de kan tjene penge på.

Ny form for markedsføring

Hos Forbrugerombudsmanden kender man til problematikken. De falske sider og konkurrencer er et nyt område, som folk klager over.

- De seneste 14 dage har vi fået en håndfuld henvendelser på det, og vi undersøger nu de klager, vi har modtaget, siger fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden, Mette Maaløe.

Tidligere har henvendelser om falske konkurrencer primært været fra spam i folks mailbokse, oplyser hun.

Tjener penge på likes

Mikael Lemberg er udviklingsdirektør i Falcon Social, som specialiserer sig i sociale medier.

Han fortæller, at de falske konkurrencer får fans til siderne, hvor man skal registrere sig, eller hvor der er annoncer, og det kan i sidste ende give bagmændene en økonomisk gevinst.

- Man kan sagtens tjene mange penge ved at lave den form for rekruttering eller ved at videresælge siderne til nogle, der har forstand på at generere trafik over på noget, der kan tjene penge. Det sker relativt tit og er hyppigt brugt, siger Mikael Lemberg.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser på deres hjemmeside, at der sker en handel med Facebook-sider, som for eksempel kan sælges videre, når de opnår 10.000 fans.

Kan skade de rigtige brands

Jakob Bové er PR Professionel hos Canon. Han fortæller, at de blev meget overraskede over at se, at nogle havde oprettet en konkurrence i Canons navn.

Det første de tænkte på var, at der ville være mange frustrerede kunder. Jakob Bové fandt derfor hurtigt på, at Canon skulle lave en konkurrence som modsvar.

- Hvis vores kunder får en dårlig oplevelse af Canon, fordi nogle andre har lavet en konkurrence i vores navn, så tager de jo den opfattelse af Canon med sig. Ved at lave en rigtig konkurrence som modsvar, rammer vi jo så mange som muligt med et positivt budskab, siger han.

(Foto: screenshot © facebook)

Ifølge Mikael Lemberg kan det være en potentiel trussel mod deres kunders brand-opfattelse, når andre opretter konkurrencer i deres navn.

- Mange brugere deltager måske uden at opdage, at siden er falsk, og så får de måske en dårlig opfattelse af firmaet og firmaets håndtering af konkurrencen. Sådan en falsk konkurrence kan sagtens give brugerne et indtryk af en uprofessionel virksomhed, siger han.

Sådan spotter du en fup-konkurrence

Er man i tvivl om, hvorvidt en side er officiel eller falsk, er der et par ting, man kan holde øje med.

Det første, man ifølge Mikael Lemberg kan gøre, er at tjekke, om der er et blåt flueben ved siden af sidens navn. Det betyder, at siden/firmaet har verificeret sig selv og sagt god for, at de er, hvem de udgiver sig for at være.

Det er dog langt fra alle firmaer, der har fået sådan et flueben, også selvom firmaet bag er ægte nok.

Det andet man skal være opmærksom på, er, om firmaet har nogen relevant information om sig selv på deres side. Det kan være åbningstider, en fysisk adresse, link til deres hjemmeside og lignende.

Har man mistanke om, at en side er falsk, kan man anmelde den til Facebook.

- Desværre er det stadig det vilde vesten med den slags konkurrencer på Facebook, men Facebook er heldigvis gode til selv at opdage og forbyde siderne, siger Mikael Lemberg.