Pas på lumske revlehuller

Livredderne på landets kyster advarer om farlige revlehuller. I sidste uge var fire personer i livsfare.

Ryger man ned i et revlehus på Vestkysten er det vigtigt ikke at gå i panik, men svømme langs stranden, til man kommer fri af den kraftige strøm (arkivfoto). (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Kraftig pålandsvind kan være årsag til lumske revlehuller, også kaldet hestehuller.

I sidste uge var fire personer i livsfare på grund af revlehullerne, og TrygFondens Kystlivredning beder nu badegæsterne være opmærksom på revlehullerne.

- Som udgangspunkt er revlehuller egentlig ikke farlige, men hvis man ikke holder hovedet koldt, kan det gå galt, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat hos TrygFonden Kystlivredning.

Tre unge drenge blev fanget i et revlehul ved Hvide Sande i Vestjylland, mens en ældre mand blev fanget i en stærk strøm ved Vejers Strand tæt ved Blåvand. Alle fire blev reddet sikkert i land.

- Hvis man støder på et revlehul, er det meget vigtigt, at man ikke prøver at svømme hen mod stranden, men langs med stranden. Tit er der kun fem til ti meter, man behøver at svømme til siden, før man kommer fri, siger Anders Myrhøj.

- Desværre ser vi tit at selv dygtige svømmere går i panik, når de svømmer ind i et revlehul. For selv om man er en rigtig stærk svømmer, kan man ikke svømme mod strømmen i et revlehul.

/ritzau/

Facebook
Twitter