Pas på muslinger og østers fra Limfjorden

Fødevarestyrelsen har fundet algegift i muslinger og østers, som kan medføre hovedpine og diarré.

Fødevarestyrelsens advarsel gælder særligt ved Hvalpsund, Sønder Bredning og Løgstør Bredning. (Foto: Suzanne Meyer © DR København)

Går du en tur langs stranden ved Limfjorden, bør du holde dig fra at samle muslinger og østers ind til aftensmaden.

Det skyldes, at der er fundet algegift i muslingerne, som kan give kløe og følelsesløshed ved munden. Det kan også sprede sig til ansigtet og nakken.

Fødevarestyrelsen advarer nu mod, at man samler muslinger i Limfjorden, og advarslen gælder særligt ved Hvalpsund, Sønder Bredning og Løgstør Bredning.

I værste tilfælde kan algegiften medføre hovedpine, opkastning og diarré. I allerværste fald kan giften føre til dødsfald.

Det nytter ikke noget, at tilberede skaldyrene, da algegiften ikke forsvinder ved varmebehandling.

Algerne, som producerer giften, kan føres med strømmen. Der er derfor risiko for, at algegiften kan findes i andre dele af Limfjorden, end ved Hvalpsund, Sønder Bredning og Løgstør Bredning, hvor den er fundet på nuværende tidspunkt.

Hvis man gerne selv vil samle østers og muslinger, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man kun samler muslinger i de områder i Limfjorden, der er åbne for kommerciel høst.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man se, hvilke områder der er overvågede, og hvor man kan sikre sig, at de muslinger og østers, man finder, er til at spise.

/ritzau/