Patientforening vil have flere behandlet for leversygdom

For få får behandling for hepatitis C, mener Leverforeningen, der vil have alle smittede behandlet.

Hepatitis C smitter via blodet, og et flertal af smittede er stofmisbrugere. Det fulde antal af smittede er ikke kendt men vurderes at være 17.000 i Danmark. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Behandlingen af hepatitis C, der hos enkelte kan føre til skrumpelever og øget risiko for leverkræft, bør udvides til at inkludere mange flere end i dag, mener patientforeningen Leverforeningen.

Selv om der findes en kur, som helbreder omkring 90 procent, benyttes den kun til de mest alvorlige tilfælde. Det skyldes prisen, der af myndighederne vurderes til at være for høj til mere bredspektret brug.

Det vil patientforeningen nu have lavet om på.

- Alle har da ret til en behandling. Spørg dig selv: Hvis du blev syg, ville du så ikke have behandling, spørger Leverforeningens formand, Lone McColaugh.

Personer med ingen eller let arvævsdannelse i leveren tilbydes i dag ikke behandling. De kontrolleres regelmæssigt for at holde øje med sygdomsudvikling.

Pris på medicin er faldet

Beslutningen om kun at lade de mest alvorligt syge blive behandlet stammer fra Rådet for Dyr Hospitalsmedicins anbefaling fra 2015. Lone McColaugh mener dog, at situationen er en anden i dag.

- I 2015, da medicinen kom frem, kostede den en krig. Men det koster den slet ikke mere, siger hun.

Der ligger allerede ansøgninger hos Medicinrådet om at udbrede behandlingen af hepatitis C til flere patienter.

Lone McColaugh mener ikke, at Danmark på nuværende tidspunkt kan leve op til en erklæring fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der formulerer en målsætning om at udrydde hepatitis C som sundhedsrisiko i 2030.

Med erklæringen i hånden vil Leverforeningen torsdag forsøge at overtale Folketingets sundhedsudvalg til at blive enige om at lave en plan.

Lone McColaugh vil blandt andet prøve at overtale politikerne til at påbegynde et screeningsprogram, der skal finde det store antal af smittede, som estimeres ikke at kende til deres sygdom.

Sundhedsøkonom er skeptisk

Set med sundhedsøkonomiske briller giver det dog meget lidt mening at behandle alle smittede, forklarer sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Økonomisk set er det ret svært at lave en case for at lave behandlingen siger han.

Ifølge Jakob Kjellberg står investeringen ved at behandle alle ikke mål med gevinsten.

- For langt de fleste vil det være en relativ håndterbar sygdom, så længe du kontrollerer, at den ikke udvikler sig, og så længe at det ligger nede i det lave stadie, siger Jakob Kjellberg.

- Så skal man selvfølgelig sikre sig, at det ikke bliver til en levertransplantation. Men leveren er et enormt tilgivende organ, skal man huske på.

Samtidig vurderer Jakob Kjellberg, at et forsøg på at "behandle i bund" vil have en meget begrænset effekt. Problemet er, at der er en stor grad af misbrugere blandt de smittede.

- I virkeligheden vil rigtig mange være resmittede inden for kort tid, hvis man fik dem behandlet, siger han.

Det føjer til en række andre faktorer, der ifølge sundhedsøkonomen gør det urealistisk at komme af med hepatitis C.

- For det første er der en masse, der ikke ved, at de har sygdommen. Så det er ikke så sådan, at du udrydder den, og dermed ikke får ny smitte rundt, siger han.

- For det andet er det en åben verden, hvor man kan rejse hen over grænserne.

Hepatitis C smitter via blodet, og et flertal af smittede er stofmisbrugere. Det fulde antal af smittede er ikke kendt men vurderes at være 17.000 i Danmark.

Fakta om hepatitis C:

  • Hepatitis C-virus (HCV) medfører leverbetændelse, men den viser sig sjældent som akut sygdom.

  • De fleste smittede får en kronisk infektion, som først bliver diagnosticeret mange år efter smitten.

  • I Danmark diagnosticeres mellem 150 til 250 nye tilfælde af kronisk HCV om året.

  • Knap 25 procent får symptomer på leverbetændelse, såsom feber, træthed, kvalme, smerter i maven, gulsot med mørkfarvet urin og lys afføring.

  • På verdensplan regner man med, at cirka 170 millioner mennesker er smittede med hepatitis C.Kilder: Statens Serum Institut og sundhed.dk.

/ritzau/