Paul Simon donerer stort beløb til jysk forening

Foreningen Natur & Ungdom i Skanderborg har ifølge TV2 Østjylland modtaget en stor donation fra den amerikanske stjernemusiker.

Simon og Garfunkel under deres koncert i Parken fredag d. 23. juli 2004. Paul Simon har doneret 25.000 dollar til Natur (Foto: Mogens Flindt- Scanpix 2006 © Ritzau Scanpix)

Den amerikanske musikstjerne Paul Simon har doneret 25.000 dollar - over 150.000 kroner - til Natur & Ungdom i Skanderborg. Det skriver TV2 Østjylland.

Beløbet er givet, fordi Paul Simon har ønsket at støtte projekter i de lande, han besøgte på sin afskedsturné i 2018.

- Det var en mail fra en organisation i Tyskland. Det lignede et ghaneser-brev, og vi troede ikke rigtig på det, siger sekretariatsleder ved Natur & Ungdom Annette Rask Krogsøe til tv-kanalen.

Men videre undersøgelser viste, at organisationen fandtes, og at beløbet stod til troende.

- Det er da fantastisk, at han har sådan en indstilling. Han skriver i sit takkebrev, at han gerne vil "give back" til det publikum, der har støttet ham i mange år, siger Annette Rask Krogsøe.

Ved ikke hvorfor

Paul Simon har haft en årtier lang musikkarriere og er nok bedst kendt for samarbejdet med Art Garfunkel, der kastede numre som "Bridge over troubled waters" og "Mrs. Robinson" af sig. Hans største hit som soloartist er "You can call me Al".

Han spillede i Royal Arena i København på sin afskedsturné i 2018 med en koncert, der fik fem stjerner i Berlingske og blev beskrevet som "et farvel med sublim skønhed".

Hvorfor det lige er blevet Natur & Ungdom, der har modtaget pengene, vides ikke. Foreningen er en børne- og ungdomsforening, der laver aktiviteter i naturen og deltager i miljødebatten.

Annette Rask Krogsøe fortæller til TV2 Østjylland, at donationen udgør 8-10 procent af foreningens årlige omsætning.

- Vi er virkelig taknemmelige. De falder på et tørt sted, fordi vi er en lille forening.

- De skal bruges til styrke vores arbejde lokalt på naturformidling. Der kan pengene være med til, at vi kan lave nogle endnu bedre tilbud for børn og unge, siger hun.

/ritzau/

Facebook
Twitter