Paven vil forebygge overgreb: I Danmark må præster ikke længere køre alene i bil med børn

Skandalerne vælter ud af skabet i den katolske kirke, hvor det senest er en række hollandske kardinaler, der har dækket over overgreb.

(ARKIV) Paven har indkaldt til topmøde til februar. (Foto: pool © Scanpix)

Først var det i Chile, Nordirland og USA. Siden var det i Australien og Tyskland, hvor afsløringer om seksuelle overgreb lammede den katolske kirke.

Og så sent som i går kom det frem, at 20 ud af 49 hollandske biskopper og kardinaler har været med til at dække over misbrug i flere årtier, mens en højtstående præst i Chile netop er blevet suspenderet af paven mistænkt for overgreb.

De mange sager, der fortsætter med at vælte ud af skabet, har vakt stor opsigt, og pave Frans har nu indkaldt biskopper fra hele verden til topmøde i februar med et overordnet tema: Hvordan kan kirken beskytte børn og forebygge seksuelle overgreb?

Men i Danmark har den katolske kirke længe været i gang med arbejdet, som startede tilbage i 2010, hvor skandalen rullede i Tyskland for første gang.

Det fortæller Niels Engelbrecht, der er generalvikar - en slags stedfortræder for biskoppen - i den katolske kirke i Danmark.

- Sagerne rullede efterfølgende også her, fordi vi opfordrede folk til at komme frem, hvorefter der så kom en stor gruppe, der havde været udsat for noget, siger han.

Har lavet en forebyggelsesplan

Den katolske kirke i Danmark tog derfor kontakt til Børnerådet for at få hjælp til at håndtere situationen. Første skridt var en advokatundersøgelse, der skulle undersøge omfanget af sager i Danmark.

Herefter fulgte flere konkrete tiltag.

- Vi havde allerede en beredskabsplan, men vi begyndte så arbejdet med at gøre den mere effektiv, så vi sikrede, at folk kom frem, hvis de havde været ude for noget, fortæller Niels Engelbrecht.

Det er blevet gjort ved at sikre, at sager altid går videre til politiet, mens relevante fagfolk uden for kirken står klar til at rådgive.

- Samtidig lavede vi også en forebyggelsesplan, som satte grænser for præsters omgang med unge mennesker og børn, siger Niels Engelbrecht.

Det betyder, at præster eksempelvis ikke må sove i samme hus eller bruge samme badeværelse som børn, hvis de er på lejr sammen. Præster må heller ikke køre alene i bil med børn. Altså alle de områder, hvor der potentielt kunne være fristelser for grænseoverskridelser, siger Niels Engelbrecht.

- Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor det bliver sværere at begå overgreb, så både børn og unge ved, hvor de skal passe på, og hvor der sættes rammer for de ansatte, siger han.

Kan handle om skæve magtforhold

Der er ikke givet mange oplysninger omkring det møde, som pave Frans har indkaldt til i februar, men det kommer, efter en stor undersøgelse i Tyskland afdækkede et enormt omfang af overgreb.

Undersøgelsen, som den katolske kirke selv havde igangsat, viste, at 3.677 børn og unge havde været udsat for seksuelle overgreb i den katolske kirke i Tyskland i perioden fra 1946 til 2014. Mens intet mindre end 1.670 kirkelige ansatte havde gjort sig skyldige i overgreb.

Og det er bare det seneste eksempel på en lang række sager i den katolske kirke inden for den seneste tid. I juni var det Australiens mest indflydelsesrige katolik, kardinal George Pell, der blev tiltalt for flere tilfælde af sexmisbrug, mens en håndfuld højtstående personer i Chile også er blevet suspenderet.

Spørger man generalvikar Niels Engelbrecht, kan årsagen til de mange sager i den katolske kirke være, at præsterne har haft en helt særlig autoritet, som har gjort det lettere at gøre.

- Jeg tror, at overgreb er udbredt alle steder, hvor der er skæve magtforhold, hvor nogen har autoritet over andre, siger han.

Facebook
Twitter