Pengesedler og mønter er farlige bakteriebomber

Sedler og mønter er beskidte og fyldt med bakterier, og danske kontanter er blandt de værste.

Danske pengesedler og mønter er blandt de mest beskidte og bakteriefyldte, viser en test af kontanter fra 11 lande. (Foto: © Rasmus Kahlen, DR Bornholm)

De danske pengesedler er så beskidte og fyldte med skadelige bakterier, at de kan udgøre en sundhedsrisiko. Det samme gælder sedler og mønter over hele verden, viser en ny undersøgelse.

Kontanter skifter så ofte fra en beskidt hånd til en anden, at professor Ian Thompson fra universitetet i Oxford mener, at man burde undersøge den globale spredning af farlige bakterier via pengesedler.

- Stigningen i antallet af bakteriestammer, der er modstandsdygtige over for antibiotika, er en trussel, siger han.

Cirkulerer globalt

- Og da pengesedler passerer mellem så mange individer, kan det give mening at undersøge spredningen af bakteriestammer som følge af pengesedler, der cirkulerer globalt, siger han.

Ifølge testen, som Ian Thomsen står bag, indeholder europæiske pengesedler i gennemsnit mere end 26.000 bakterier - og selv de reneste og nyeste sedler indeholder 2.400 bakterier.

Undersøgelsen omfatter sedler fra 11 forskellige valutaområder. I gennemsnit var der færrest bakterier på eurosedler og flest på sedler udstedt af den kinesiske centralbank.

Næstmest fyldt med bakterier var de danske pengesedler efterfulgt af indiske rupier.

Noget af det mest uhumske

Men der er ingen tommelfingerregler. Antallet af bakterier varierer voldsomt inden for de enkelte valutaer. Den reneste og den mest beskidte seddel i undersøgelsen var fx begge fra Schweiz.

Ifølge danske forbrugere er pengesedler noget at det mest uhumske, man kan røre ved.

62 procent af danskerne peger på kolde kontanter som det mindst hygiejniske at håndtere - langt foran blandt andet gelændere på rulletrapper. Det viser en undersøgelse, som kreditkortfirmaet Mastercard har lavet.

- Danskernes indtryk af at penge er beskidte, er ikke uden grund. De danske kroner vi testede har et gennemsnit på 40.000 bakterier, hvilket er tilstrækkeligt til at få en infektion, siger Ian Thompson.

/ritzau/