Penkowa før ny retssag: Alle mennesker lyver

På mandag indleder Østre Landsret ankesagen om hjerneforskeren Milena Penkowas rotteforsøg.

I 2015 idømte Københavns Byret forskeren Milena Penkowa ni måneders betinget fængsel for groft dokumentfalsk.

Den dom har hun anket, og nu starter næste kapitel i den efterhånden lange fortælling om hendes omdiskuterede forskningsresultater.

Mandag begynder Østre Landsret nemlig sagen om de dokumenter, der tilbage i 2003 overbeviste ledelsen på Københavns Universitet om, at hun havde foretaget en række rotteforsøg i forbindelse med sin forskning.

Inden da har hun indvilliget i at svare på nogle af DR-brugernes mange spørgsmål i 120 sekunder.

Et at de spørgsmål, der går igen, er spørgsmålet om at lyve (byretten kendte hende skyldig i at have løjet om sine forsøg, red.).

- Alle mennesker lyver, og vi starter når vi er seks måneder gamle, lyder svaret fra Milena Penkowa.

Hun holder dog fast i, at de omdiskuterede rotteforsøg har fundet sted - og at hun altså ikke har løjet om sin forskning.

- Det, jeg har løjet om igennem mit liv, det er det samme, som alle andre mennesker også lyver om. Primært er det noget med at beskytte dem, man holder af, men det er en helt anden snak end det, som det handler om i retten - og det der påstås i retten, fortæller hun.

Du kan se svarene på alle de andre spørgsmål i klippet øverst i artiklen.

Facebook
Twitter