Pensioneret hjertelæge melder sig klar til vaccine-holdet: 'Læger er nogle mærkelige størrelser'

Det bliver en massiv opgave at få vaccineret alle mod coronavirus. Pensionerede læger har allerede meldt sig.

Tidligere overlæge Mogens Stubkjær Hüttel på 75 år er klar til at give vacciner, hvis det bliver nødvendigt.

Der var bud efter de pensionerede læger og sygeplejersker, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i går fremlagde planen for den store operation med at få vaccineret danskerne mod coronavirus.

Allerede kort efter pressemødet tikkede de første mails ind hos Mogens Stubkjær Hüttel, der er formand for Foreningen af Pensionerede Læger og tidligere overlæge.

De var klar til at hjælpe med at vaccinere. Det samme er Mogens selv.

- Ja, for søren. Skulle det komme dertil, så vil jeg gerne gøre det, siger den 75-årige pensionist fra Odense.

I foråret blev hospitalernes jobbanker lynhurtigt fyldt op med tusindvis af pensionerede læger, sygeplejersker og andre med en sundhedsfaglig baggrund.

Trods en høj alder og et langt arbejdsliv bag sig stod de klar som en del af beredskabet, hvis sygehusvæsenet kom under massivt pres fra den hærgende coronaepidemi.

I en rundspørge lavet af Lægeforeningen og Foreningen for Pensionerede Læger svarede 1.261 pensionerede læger dengang, at de var klar til at sætte pensionisttilværelsen på pause.

De pensionerede læger og sygeplejersker blev aldrig kaldt ind, for epidemien ebbede ud. Men nu kan der blive brug for dem igen, når coronavaccinen snart kommer og skal rulles ud til millioner af danskere - endda i to omgange.

- Bare rolig, der er i hundredevis af pensionerede læger, der både kan og vil være med til det her, siger Mogens Stubkjær Hüttel.

Ekspert: Godt vacciner kommer drypvis

Der bliver tale om en massiv opgave, og masser af hænder kræves, når vaccineplanen skal føres ud i livet.

Personer i risikogruppen kommer forrest i køen til at modtage den længe ventede vaccine - det vil sige de ældre, dem med lungesygdomme og personer i udsatte jobfunktioner.

Der findes endnu ikke en vaccine mod coronavirus, som er godkendt af myndighederne, men der er lavet forhåndsaftaler med fem medicinalvirksomheder, som har kandidater til en vaccine. Uanset hvad vil vaccinerne ikke komme på samme tid.

Ifølge Nils Strandberg Pedersen, der er forhenværende administrerende direktør i Statens Serum Institut, er det i virkeligheden meget godt, at vaccinerne mod coronavirus kommer drypvis.

- Så kan opgaven deles op i bidder. Udfordringen bliver jo at få logistikken til at passe nogenlunde fornuftigt. Og samtidig med, at det her rulles ud, skal der stadig testes mange for corona, siger han.

- Der er også en udfordring i forhold til beboerne på plejehjemmene, som ikke skal nogen steder. Her skal man have nogle udgående hold, og det er også en stor opgave at få organiseret, siger Nils Strandberg Pedersen.

Opgaven kompliceres yderligere af, at nogle af vaccinerne kræver en særlig logistik, fordi de skal være kølet ned til meget lave temperaturer. Derudover skal hver dansker ikke bare have ét, men to stik med nålen i skulderen.

Mange ubekendte

Så der bliver uden tvivl noget at se til for de danske sundhedsmyndigheder, lyder det fra Karsten Vrangbæk, der er professor i sundhedspolitik ved Københavns Universitet.

- Man skal vaccineres flere gange, før det virker, så det kommer til at tage tid og kræve noget mandskab. De eksisterende testfaciliteter skal selvfølgelig bruges, men de er også belastet, så det er en god ide at trække på den reservekapacitet, som har vist sig villig til at stille op før, siger han med henvisning til de pensionerede læger og sygeplejersker.

- Der er mange ubekendte, og det kommer til at tage tid. Det er en massiv opgave. Måske skal vi helt ind i 2022, før vi er rigtigt i mål, siger Karsten Vrangbæk.

Men der er grundlæggende rigtig god grund til at være optimistisk, når man er dansker, lyder det fra Nils Strandberg Pedersen.

De nuværende testcentre, som her i Nørresundby, bliver omdrejningspunktet for udrulningen af vaccinerne. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Selvfølgelig kan vi klare det. Vi har mange ressourcer og kan finde ud af at organisere det. Vi har jo også et setup klar i form af testteltene. Der er også it-løsninger koblet op i forvejen. Det system vil kunne tilpasses, så vi får registreret data relativt enkelt i vaccinationsregistret.

- Jeg er meget optimistisk, men det bliver en stor opgave, siger den forhenværende administrerende direktør i Statens Serum Institut.

- Mærkelige størrelser

Pessimisme er der heller ikke meget af hos Mogens Stubkjær Hüttel, der forklarer de pensionerede lægers enorme villighed til at stille op med, at det er et ganske specielt fag.

- Det er noget særligt at være læge. Det udmønter sig på den måde, at når vi holder op med at arbejde, så opfatter vi os stadig som læger. Det skal ikke forstås sådan, at vi er finere end andre, men det slipper os aldrig.

- Jeg har en nabo, som har prostatakræft. Jeg er huslæge for ham. At kunne hjælpe ham med de usikkerheder, der er, stopper jeg ikke bare med, fordi jeg ikke længere arbejder på et sygehus, fortæller Mogens Stubkjær Hüttel.

Han erkender, at læger i virkeligheden er "nogle mærkelige størrelser".

- Det er vi, siger den tidligere chefoverlæge på anæstesiologisk-intensivafdeling på Odense Universitetshospital.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter