Pensioneret læge politianmeldt for at have hjulpet danskere med at dø

Svend Lings mener, det er hans moralske pligt at hjælpe syge med at dø på en ordentlig måde.

Den pensionerede læge Svend Lings er blevet meldt til politiet, efter han har indrømmet at have hjulpet flere end ti personer med at dø. (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

En pensioneret læge, som er en del af et netværk kaldet 'Læger for Aktiv Dødshjælp', er blevet meldt til politiet. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Lægen, der hedder Svend Lings, er blevet politianmeldt efter, at han i et interview med Radio24Syv fortalte, hvordan han personligt havde hjulpet flere end ti personer med at dø.

Svend Lings forklarede til radiostationen, at han ser det som en moralsk forpligtelse, at hjælpe syge med at dø.

- Vi kan ikke se, hvor­for folk skal springe ud foran et tog eller skyde sig selv. Hvor­for kan folk ikke få lov til at sove ind på en ordent­lig måde, forklarede Svend Lings til Radio24Syv.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har valgt at anmelde Svend Lings til Fyns Politi, og Anette Lykke, som er tilsynschef i Østdanmark, beskriver sagen som usædvanlig.

- Ikke kun på grund af gerningen, men også fordi lovbruddet er så klart, som det er, og fordi man har en tilståelsessag for åben skærm, siger hun til DR Nyheder.

Når Styrelsen for Patientsikkerhed støder på denne type sager har de to spor at bevæge sig ud af. Det ene handler om at få politianmeldt den pågældende læge, mens det andet handler om at lave en virksomhedsindskrænkning - det betyder kort sagt, at lægens mulighed for at udskrive medicin bliver frataget vedkommende.

Foruden Svend Lings tæller netværket ifølge lægen selv yderligere otte personer.

- Vi ser meget alvorligt på, at det åbenbart ikke er et enkeltstående tilfælde, og derfor vil vi bede politiet om at efterforske den her ring af læger, som assisterer til selvmord, forklarer Anette Lykke.

Fyns Politi oplyser, at de undersøgt sagen siden i går. De ønsker dog ikke at oplyse, hvad undersøgelsen går ud på – eller hvilke paragraffer der indgår overvejelserne.

Facebook
Twitter