Pensionist får forvaring for overgreb på børn i udlandet

En 69-årig mand er så farlig, at han skal idømmes forvaring, beslutter Københavns Byret.

En pensionist er idømt forvaring i Københavns Byret for overgreb begået mod indiske og srilankanske børn. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En 69-årig mand fra København er tirsdag morgen blevet idømt forvaring for at have forgrebet sig på en lang række børn i Indien og Sri Lanka.

Det er sket ved Københavns Byret, hvor en enig domsmandsret lagde vægt på kriminalitetens grovhed samt mandens tidligere straffe.

Overgrebene skete mod op mod 11 børn under 15 år på hotelværelser i Indien og Sri Lanka.

I halvfemserne blev manden i to tilfælde straffet for lignende kriminalitet.

- Retten har lagt vægt på de to tidligere domme og det samlede indtryk og omfanget af den nylig begåede kriminalitet, lyder det fra retsformand Anette Burkø i forbindelse med domsafsigelsen.

Manden er blevet dømt for seksuelle overgreb, som han i en række tilfælde har fotograferet og filmet.

Skjulte ikke sine spor

Det var et stort internationalt politisamarbejde, som fik myndighederne på sporet af den dømte.

Gennem sin overvågning af pædofile på internettet opstod efterforskningen, som af politiet er blevet døbt "Operation Picahu curtain".

Her faldt politiet over billeder og optagelser af børnepornografisk karakter. Flere af filerne var ledsaget af en tekst med mandens navn.

Anklagemyndigheden har oplyst, at han ikke gjorde meget for at skjule sine spor, og politiet kunne derfor samle brikkerne, inden han blev anholdt i Københavns Lufthavn i maj.

Det skete efter et ophold i netop Indien.

Både canadisk og belgisk politi har været en del af efterforskningen, inden dansk politi blev involveret.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten har lyttet til, at han skulle idømmes forvaring, lyder det fra anklager Johnnie Nymann Jensen, som roser det internationale politisamarbejde i sagen.

Manden har anket dommen til landsretten.

/ritzau/

Facebook
Twitter