Pensionskasser vil afvise selskaber med dårlig skattemoral

Virksomhedernes skatteadfærd tjekkes, inden pensionskasser smider vores milliarder i dem.

Virksomheders skattemoral er blevet noget, som pensionsselskaberne holder øje med, før de investerer danskernes pensionsopsparinger. (arkivfoto) (© PFA)

En række danske pensionsselskaber vil nu investere vores opsparinger mere moralsk ansvarligt.

Derfor er selskaber som PenSam, PFA, PensionDanmark, PBU og PKA begyndt at screene virksomheders skatteadfærd og moral for at se, om de for eksempel har penge i skattely, før pensionspengene bliver investeret.

Det skriver Politiken.

- En ordentlig og anstændig skattebetaling er forudsætningen for, at vores medlemmer kan levere en god, offentlig service til borgerne. Derfor er det naturligt for os at gøre skattemoral til et selvstændigt fokusområde, når vi investerer, siger PenSams administrerende direktør, Torsten Fels, til avisen.

Samarbejdspartner havde rolle i statskup

Pensionsselskaberne har allerede fundet ud af, at det ikke ser godt ud at investere danskernes penge i tobaks- eller våbenindustrien eller i virksomheder, der tjener penge på sort energi, eller som ikke overholder menneskerettigheder.

Eksempelvis sløjfede PKA i april sidste år investeringer i 35 olie- og gasselskaber, fordi de ikke gjorde nok for klimaet.

Men nu har man fundet et nyt forhold, man helst går udenom.

Palle Ellemann, underdirektør i den danske afdeling af det canadisk-hollandske screeningsselskab Sustainalytics, der blandt andre arbejder for PenSam, PBU og PFA, fortæller til DR Nyheder, at interessen for at tjekke virksomhedernes skatteforhold er steget de sidste par år i kølvandet på en række store afsløringer af skatteskandaler.

I oktober sidste år afslørede blandt andet DR og Politiken eksempelvis, at pensionsselskaberne PFA, PKA og ATP's samarbejdspartner til købet af telekoncernen TDC, australske Macquarie, spillede en rolle i kuppet mod de europæiske statskasser.

- De danske pensionskasser har været hurtige til at tage det her til sig og inddrage det i rækken af temaer, der bliver taget højde for, når man vurderer et selskab. Det er kommet højt op på deres agenda, siger Palle Ellemann.

Screeningselskabet har inden for de sidste 18 måneder advaret de danske pensionsselskaber om ca. 45 selskaber, og det er ikke et voldsomt stort antal, siger han.

Facebook
Twitter